Ny journalistformand kalder »voldsom« kritik for »berettiget«

Kontroversiel formulering betyder, at journalistformand træder tilbage. Ny formand kalder sagen for noget rod.

Daværende formand for Dansk Journalistforbund, Lars Werge. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Lars Werge træder tilbage som formand for Dansk Journalistforbund, fordi han ifølge den nye formand, Tine Johansen, har oplevet en »voldsom«, men »berettiget« kritik.

Lars Werge kom med en kontroversiel formulering om, at det var den »journalistisk kompromisløse linje,« der gjorde, at Øjvind Hesselager måtte træde tilbage som ansvarshavende chefredaktør for fagbladet Journalisten.

Tine Johansen vil ikke kommentere den sag, selv om det netop var Lars Werges kommentar, der startede sagen. Hun ærgrer sig over formuleringen.

»De seneste dage har været noget virkeligt rod, fordi der meget berettiget er skabt forvirring om, hvorvidt det er et overgreb mod pressefriheden, og om det betyder, at frihedsbrevet er til diskussion, og det er det ikke.«

»Det er noget værre lort, for det er en af grundstenene i vores forbund at kæmpe for det frie ord og den frie uafhængige journalistik, så derfor gør det smadder ondt, at det lige netop er det, der drages i tvivl,« siger hun.

Søndag formiddag blev der indkaldt til et ekstraordinært møde i hovedbestyrelsen, hvor Lars Werge meddelte, at han træder tilbage.

Han siger selv på Facebook, at han har mistet opbakningen fra bestyrelsen. Han er ikke tilgængelig til interview søndag.

Der har ikke været stemt om det i hovedbestyrelsen, men Tine Johansen vil ikke afvise, at han selv har forhørt sig individuelt om opbakningen fra enkelte medlemmer.

Hun havde ikke selv mistet tilliden til ham.

Nu handler det om at se fremad ifølge Tine Johansen, der overtager formandsposten. Men hun forstår kritikken.

»I DJ kæmper vi for presse og ytringsfrihed, og det gælder selvfølgelig også i vores eget hus. Vi er brandærgerlige over, at nogle medlemmer helt berettiget tænker, »hvad fanden er det, der foregår.««

»Hans bevæggrunde skal jeg ikke gøre mig klog på, men det er da klart, at det er da den kritik, der er haglet ned over ham de seneste dage, der får det til at lyde som om, at frihedsbrevet er til diskussion, det har aldrig været til diskussion,« siger Tine Johansen.

Hun vil ikke komme ind på, om det var Lars Werge, der søgte mandat til at indgå en frivillig fratrædelse med Øjvind Hesselager, og hun vil ikke kommentere beslutningen, fordi det er en personalesag.

/ritzau/