En ny forskningsenhed skal forsøge at mindske antallet af drukneulykker i Danmark.

Det skriver TrygFonden i en pressemeddelelse mandag.

TrygFondens Enhed for Drukneforskning etableres i samarbejde med Præhospitalt Center i Region Sjælland. Den har til formål at skabe ny viden om både drukning og vandhændelser.

Der er omkring 200 druknehændelser om året i Danmark, hvoraf omkring halvdelen overlever.

Med den nye forskningsenhed vil man forsøge at øge andelen af overlevende ved blandt andet at undersøge de druknehændelser, hvor ofrene overlever.

Indtil nu har man kun undersøgt druknehændelser ud fra dødsårsagsregistret. Det forklarer læge og forsker ved Præhospitalt Center i Region Sjælland Niklas Breindahl.

Enheden vil blandt andet bruge data fra de præhospitale beredskabers journalsystem, der blev indført i 2016 - altså fra for eksempel ambulancer.

- Det, vi blandt andet kan gøre, er, at vi kan identificere personer, som er i særligt høj risiko. Dem kan vi lave målrettede kampagner imod. Og så kan vi også som noget nyt identificere de her ulykker geografisk, siger han.

Med den viden vil man kunne indsætte drukneforebyggende installationer. Det kunne være redningsudstyr, hegn eller bedre belysning, alt efter hvad der er brug for på det pågældende sted.

Ifølge Niklas Breindahl ved man allerede nu, at 55 procent af druknehændelserne årligt sker på åbent vand. Det vil sige langs kysten, ved søer eller åer. Her overlever 30 procent efter en druknehændelse.

Til gengæld overlever 90 procent af de personer, der kommer ud for en druknehændelse i en svømmehal.

- Så der er helt sikkert et mønster i, at hvis man bliver opdaget hurtigt og får hjælp hurtigt, så overlever man også i højere grad, i modsætning til hvis man for eksempel er alene, siger han.

TrygFonden har bevilget 10 millioner kroner over en femårig periode til forskningen.

Fondens Enhed for Drukneforskning skelner mellem fatale og nonfatale druknehændelser.

Ved en fatal druknehændelse dør offeret for druknehændelsen. Ved nonfatale druknehændelser overlever personen med eller uden mén og er fortsat i live 30 dage efter hændelsen.

/ritzau/