Nu præsenterer regeringen nyt stort udlændingeudspil: 100.000 borgere skal underlægges særlige boligkrav

Ingen boligområder i Danmark må huse mere end 30 procent beboere med ikkevestlig baggrund om ti år. Det er ifølge indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek målet med nyt stort udspil om parallelsamfund. I alt 58 boligområder og 100.000 borgere i Danmark skal ifølge udspillet underlægges nye skærpede krav. En førende ekspert mener dog, at der er en helt særlig udfordring i hovedstadsområdet, som udspillet ikke kan løse.

»Vi har de næste ti år til at skabe en balance i vores integrationspolitik og i den måde, vi bor og lever sammen på,« siger boligminister Kaare Dybvad Bek (S). Søren Bidstrup

Regeringen er nu klar med et stort nyt udspil i kampen mod parallelsamfund i de udsatte boligområder. Forslaget skal sikre, at der om ti år ikke findes områder Danmark, hvor der er bosat mere end 30 procent ikkevestlige indvandrere og efterkommere.

58 almene boligområder og mere end 100.000 borgere vil blive omfattet af indgrebene, hvis indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S) kan finde opbakning til dem i den kreds af partier, der stod bag pakken af tiltag mod parallelsamfund fra 2018.