Fra søndag kører buslinjerne 19 og 5C i København på el. Dermed kører alle buslinjer i København nu på el.
Det skriver Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
Overborgmester Sisse Marie Welling (SF) kalder det en mærkesag og glæder sig over, at kommunen nu er i mål.
- Det er en kæmpe milepæl, at København nu er en by, hvor den kollektive transport er grøn og hverken sviner eller udleder CO2, siger hun i meddelelsen.
Det blev besluttet af Borgerrepræsentationen i København i 2016, at alle de 42 buslinjer, som kommunen finansierer, skulle omlægges til busser, der ikke udleder CO2 fra motoren.
Buslinjen 5C, som ifølge Økonomiforvaltningen er blandt de travleste busruter i Norden, har siden 2017 kørt på biogas.
5C kører mellem Herlev Hospital og Københavns Lufthavn.
Linje 19 kører mellem Glostrup Station og Valbyparken.
Økonomiforvaltningen skriver i pressemeddelelsen, at Københavns Kommune undlader at udlede omkring 14.700 tons CO2 om året med omlægningen til elbusser.
Samtidig udleder busserne heller ikke kvælstofilter eller partikler fra motoren, som kan forringe luftkvaliteten.
Hvis der skulle være driftsforstyrrelser eller lignende, kan der stadig køres med dieselbusser, indtil hele vognparken er udskiftet, lyder det.
Movias trafikdirektør, Jeppe Gaard, ønsker Københavns Kommune tillykke med omstillingen til elbusser.
- Når det er lykkedes at komme så langt med omstillingen til eldrevne busser, hænger det i høj grad sammen med, at Movias ejere - de 45 kommuner og to regioner på Sjælland - fra dag ét har bakket op om den ambitiøse målsætning, der blev vedtaget i 2016, siger han i pressemeddelelsen.
I 2016 blev der ifølge trafikdirektøren sat et fælles mål om, at halvdelen af busserne skulle køre på el i 2030. Målet blev nået i 2024, lyder det.
/ritzau/
