Den første uge i november bliver en blandet landhandel med både tåge, skyer og lidt sol.

Det siger Mette Zhang, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

Mandag står mange op til en grå dyne af skyer. På Sjælland, Bornholm, Lolland-Falster og Fyn vil man opleve, at det regner lidt fra morgenstunden, fortæller meteorologen.

- Det holder efterhånden op. Til gengæld kan der komme nogle byger i løbet af eftermiddagen.

- Det eneste lyspunkt, der er at finde i dag, er nok, at i Nord- og Nordvestjylland, som også vågner op til den her grå skydyne, forventer vi, at det klarer lidt op i løbet af eftermiddagen.

- Man kan måske være heldig at se en smuk solnedgang i den del af landet, siger Mette Zhang.

Dagstemperaturen ligger hele ugen omkring 9 til 10 grader. Enkelte nætter ser det ud til, at man lokalt i den indre del af landet kan få lidt frost, lyder det fra meteorologen.

- Man skal nok have en lun trøje under regnjakken, hvis man skal ud at cykle i morgentimerne, påpeger hun.

Tirsdag begynder med nogenlunde samme vejr, men i store dele af landet kan solen vise sig allerede fra morgenstunden. Over den sydlige del af landet ligger der dog stadig en front, som giver lidt regn.

- Det glædelige er dog, at i løbet af tirsdagen rykker den længere mod syd, så vi forventer, at hele landet nok skal have fået solen at se, inden den går ned sidst på eftermiddagen, siger Mette Zhang.

I de her dage står solen op omkring klokken 08.00 og går ned omkring klokken 16.00.

- Natten til onsdag kan der i det klare, stille vejr dannes noget tåge, som godt kan ligge til et stykke op ad dagen, siger meteorologen.

Ellers ser onsdagen ud til at blive en nogenlunde tør dag med sol mange steder, men torsdag og fredag ligger der igen en hel del skyer og tåge.

Den front, der ligger over landet mandag, fjerner sig langsomt mod sydøst, og der kommer et højtryk ind over det centrale Skandinavien fra Irland, lyder det.

- Så tænker mange: "Højtryksvejr, uh! Så er der også masser af sol!" Men det er der altså ikke nødvendigvis på denne her årstid.

- Det faktum, at solen står sent op, går tidligt ned og ikke står så højt på himlen, betyder, at den har lidt sværere ved at få brændt skyer og tåge af, som måtte være dannet om natten, siger Mette Zhang.

RITZAU