Nordsjællandsk skoleskænderi endte i retten: Far truede med rockere

Faren til en dreng på en skole i Helsingør er blevet dømt for at true sønnens klassekammerat med at sende rockere efter ham og hans familie.

En far på en skole i Helsingør er blevet dømt, fordi han telefonisk truede sønnens klassekammeret med at sende rockere efter ham og hans familie. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Et skænderi mellem en gruppe skoleelever i en udskolingsskole på en folkeskole i Helsingør i september 2018 udviklede sig dramatisk, da faren til en af eleverne begyndte at blande sig i stridighederne.

Faren henvendte sig telefonisk til en af drengene i klassen og forlangte, at han gav sønnen en undskyldning.

Henvendelsen kom i et spisefrikvarter, hvor faren ad to omgange truede drengen, skriver sn.dk.

Første trussel lød sådan her:

»Hvis ikke du finder XXX (navnet udeladt af sn.dk, red.) og siger undskyld, starter jeg min bil og kører op og finder dig og smadrer dig, og det gælder også din mor og din far.«

Tidligere dømt

I det andet opkald sagde faren blandt andet følgende til sønnens klassekammerat:

»Hvis du lægger på igen, så vil jeg komme op og smadre dig og sende mine rockere efter dig.«

Sagen har netop været for retten i Helsingør, hvor faren nægtede sig skyldig, men fik en dom på 40 dages betinget fængsel.

Han har tidligere været dømt for ulovlig besiddelse af kniv og vold. En skærpende omstændighed var offerets unge alder, mens det var en formildende omstændighed, at manden i en årrække har haft gode personlige forhold, skriver sn.dk.

Det er uvist, hvad uenigheden mellem klassekammeraterne drejede sig om.