Nordjysk fødegang vil bruge stofbleer og reducere affald
Hospitalerne arbejder med at reducere deres klimaaftryk, og det har ført til tiltag på flere fødegange.

Hospitalerne arbejder med at reducere deres klimaaftryk, og det har ført til tiltag på flere fødegange.

Fødegangen på Regionshospital Nordjylland i Hjørring vil gerne mindske sit klimaaftryk.
Derfor har de skiftet engangsbleer, vådservietter, engangsinstrumenter og plastikdragter ud med alternativer, som kan genbruges.
Det fortæller jordemoder Anette Juel Storgaard til DR:
- Vi tænkte, det var en skam at smide så meget affald ud, når vi kunne finde et alternativ.
Afdelingens tiltag indebærer, at børnene fremover får stofbleer frem for engangsbleer.
Den gravides partner får fremover også vaskbart bomuldstøj og ikke plastiktøj, når den gravide skal have foretaget et kejsersnit, skriver DR.
Danske Regioner oplyser til DR, at der også er gang i klimaprojekter mange andre steder i landet.
Regionerne har et mål om, at hospitalernes CO2-udledning skal halveres inden 2035 sammenlignet med 2022.
Det er regionernes vurdering, at man samlet skal reducere omkring 1,65 millioner ton CO2-udledninger, hvis man vil nå sit klimamål.
Samtidig vil man arbejde for, at sundhedsvæsenet er klimaneutralt i 2050, lyder det på regionernes hjemmeside.
Region Hovedstaden fortalte i maj i et nyhedsbrev, at man også arbejdede på at skære ned på CO2-udledningen på regionens fødeafdelinger.
Her lød det, at man blandt andet havde skiftet medicinbægere af plastik ud med nye bægere af enten genbrugte sukkerrør eller papir på Amager og Hvidovre Hospital.
CTG-bælter, der bruges til at overvåge fosterets hjertelyd i forbindelse med fødslen, bliver heller ikke længere kasseret efter brug, men de bliver i stedet sendt til vask.
Ifølge regionen er afdelingen med sine cirka 7000 fødsler om året Danmarks største fødeafdeling.
RITZAU