Nordic Safe Cities er lørdag blevet tildelt Finn Nørgaard Prisen 2026.
Nordic Safe Cities blev grundlagt i 2016 med støtte fra Nordisk Ministerråd og er en nonprofitorganisation, der er aktiv i og på tværs af de nordiske lande.
Ud over konkrete initiativer som ungdomsgrupper og demokratiguides har organisationen også lavet Edda.
Edda er et AI-baseret moderationsværktøj, som skal opdage had og chikane på sociale medier. Appen blev blandt andet brugt og testet af danske lokalpolitikere under kommunalvalget i 2025.
Finn Nørgaard Prisen blev første gang uddelt i 2016 på årsdagen for Finn Nørgaards død. Nørgaard var involveret i flere dokumentar- og spillefilm for blandt andet TV 2 inden sin død.
Han mistede livet 14. februar 2015, da han forsøgte at stoppe gerningsmanden under terrorangrebet ved Krudttønden.
Det er Finn Nørgaard Foreningens bestyrelse, der beslutter, hvem der får priserne, efter at et udvalg i foreningen har researchet og besluttet, hvem der skal indstilles som kandidater til prisen.
Formålet med prisen er ifølge foreningen selv at fastholde mindet om Finn Nørgaards handling og samtidig rette blikket fremad mod dem, der i dag gør en forskel for fællesskabet.
Netop derfor er det Nordic Safe Cities, der modtager prisen i år, lyder begrundelsen.
Prisen uddeles til organisationen for dens samarbejde og konkrete indsatser, der styrker kommunernes forebyggelse af radikalisering, ekstremisme og had i Norden, oplyser Finn Nørgaard Foreningen i en pressemeddelelse.
Direktøren og stifteren af organisationen, Jeppe Albers, er stolt af at modtage prisen.
- Finn Nørgaard stod for humanisme, dialog og mod. Værdier, vi hver dag omsætter til forebyggelse, tryghed og stærkere nordiske fællesskaber i en urolig tid, udtaler han.
Sammen med prisen modtager organisationen også 50.000 kroner.
- Prisen er en vigtig anerkendelse af vores arbejde og en opmuntring til de næste skridt på vores rejse mod at skabe en sikker og demokratisk fremtid i Norden, fortæller Jeppe Albers.
Ud over hovedprisen blev der lørdag også tildelt en såkaldt ildsjælepris og et arbejdslegat.
Kefa Abu Ras modtager Ildsjæleprisen 2026 for sit arbejde mod social og religiøs kontrol rettet mod kvinder, fortæller Finn Nørgaard Foreningen i sin pressemeddelelse.
Foreningen Savn tildeles Arbejdslegatet 2026 for sit arbejde med at bryde negativ social arv gennem støtte til børn og pårørende til indsatte, oplyser foreningen. Med arbejdslegatet fulgte 30.000 kroner.
/ritzau/
