Noma genåbner som permanent restaurant i København den 5. august, og tidligere køkkenchef René Redzepi får titlen som kreativ direktør.

Det skriver avisen Børsen.

Derudover beholder han også sit majoritetsejerskab i foretagendet.

Han trak sig som køkkenchef i marts efter en historie i den amerikanske avis The New York Times, hvor tidligere ansatte på den danske michelinrestaurant beskrev et arbejdsmiljø præget af vold.

35 tidligere ansatte stod frem i artiklen og fortalte om oplevelser, der var foregået fra 2009 til 2017.

Omkring 30 af dem fortalte, at det var "rutine" at blive slået af René Redzepi og andre chefer.

Han genkender ikke selv de mest grove tilfælde, som de tidligere ansatte har beskrevet, siger han i et interview med Berlingske, som også er blevet bragt onsdag.

Her bliver han konkret foreholdt, at de ansatte har fortalt om at blive slået og stukket med køkkenudstyr af ham.

- Jeg ved godt, at jeg har været en idiot, skubbet folk rundt og råbt og skreget, men jeg har ikke gjort ekstreme ting, som det er blevet beskrevet, siger han.

- Jeg blev selv chokeret, da jeg læste det. Jeg har virkelig ransaget min hukommelse: "Har jeg virkelig gjort sådan noget?"

- Jeg har ringet rundt til tidligere ansatte og spurgt, om jeg har gjort de ting. Jeg må sige, at jeg ikke ser det sådan selv. Men jeg er klar over, at der må være nogen, som har oplevet det sådan.

Udover at René Redzepi har trukket sig som køkkenchef, så er den nu tidligere administrerende direktør Peter Kreiner også trådt tilbage.

Duoen Pablo Soto og Mette Søberg overtager som køkkenchefer, mens Annika de Las Herras er administrerende direktør.

- René er ejer, og han definerer den kreative vision, men det er ikke ham, der styrer showet, siger Annika de Las Herras til Børsen.

- Han har givet ansvaret videre til os, men han vil selvfølgelig være der med vejledning og sparring. Men den daglige drift er fuldt ud betroet til os.

/ritzau/