Nikolaj Lie Kaas og Ulrich Thomsen slutter sig til H.C. Andersen-film
I ny film om forfatter H.C. Andersens liv er skuespillerne Nikolaj Lie Kaas og Ulrich Thomsen blandt castet.

I ny film om forfatter H.C. Andersens liv er skuespillerne Nikolaj Lie Kaas og Ulrich Thomsen blandt castet.

Skuespillerne Nikolaj Lie Kaas, Ulrich Thomsen og David Dencik slutter sig til en kommende film om den odenseanske forfatter H.C. Andersen.
Det skriver produktionsselskabet Zentropa i en pressemeddelelse.
Filmen, der har fået titlen "Mit livs eventyr" efter H.C. Andersens selvbiografi fra 1855, centrerer sig om forfatterens tidlige liv, hvor han flytter til hovedstaden og jagter drømmen om at blive berømt kunstner.
- I en kulørt verden af skuespillere, dramatikere og velgørere kæmper H.C. for at opnå anerkendelse, accept og kærlighed, lyder det om filmen.
Hovedrollen som unge Andersen skildres af 31-årige Casper Kjær Jensen, der kendes for sin rolle i "Nattevagten 2 - Dæmoner går i arv".
53-årige Nikolaj Lie Kaas portrætterer dramatikeren Johan Ludvig Heiberg.
Heiberg betegnes som en af de mest indflydelsesrige kulturpersoner i København i 1800-tallet og udgav nogle af H.C. Andersens tidlige digte i sit tidsskrift "Kjøbenhavns flyvende post".
Johan Ludvig Heibergs hustru, skuespilleren Johanne Luise Heiberg, spilles af Clara Dessau. Hun debuterede i DR's "Lover" og medvirker i Netflix-serien "Legenden".
Den 62-årige Ulrich Thomsen spiller rollen som Jonas Collin. Han er far til H.C. Andersens nærmeste ven og støtte, jurastuderende Edvard Collin, der spilles af Clint Ruben.
Jonas Collin blev pålagt at tage den unge Andersen under sin vinge. Derudover er Collin også far til H.C. Andersens ungdomskæreste Louise Collin.
Hun spilles af 23-årige Josephine Højbjerg, som kendes for gennembrudsrollen som nissen Tinka i TV 2-julekalenderen af samme navn.
I rollen som anmelderen Molbech er David Dencik. Han står bag flere internationale roller, heriblandt i James Bond-filmen "No Time to Die" og i HBO-serien "Chernobyl".
Med sin medvirken spiller Dencik endnu en gang med i en film af instruktør Nikolaj Arcel. Senest var det i 2012 i dramaet "En kongelig affære".
Nikolaj Arcel står også, i samarbejde med Anders Thomas Jensen, bag manuskriptet til "Mit livs eventyr".
"Mit livs eventyr" forventes at få biografpremiere i efteråret 2027.
Hans Christian Andersen blev født i Odense i 1805 og døde i København i 1875 i en alder af 70 år.
Han debuterede i 1822 med bogen "Ungdoms-forsøg", men fik ifølge forlaget Gyldendal først sit store gennembrud i 1835 med romanen "Improvisatoren".
H.C. Andersen står også bag de velkendte værker som "Fyrtøjet", "Den lille havfrue" og "Kejserens nye klæder".
RITZAU