Når kalenderen viser 1. januar 2026, vil borgerne i ni kommuner skulle betale mindre skat.
Ifølge en foreløbig opgørelse, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet har foretaget, har de danske kommuner fundet plads i budgetterne til at sænke skatten med samlet 356,5 millioner kroner.
- Det er en god nyhed, at en række kommuner har fundet plads i deres budgetter til at sænke skatten fra næste år og sender penge tilbage til borgerne og erhvervslivet i kommunen, siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) i en skriftlig kommentar.
Kommunerne skal hvert år indberette, hvilke skatter de budgetterer med, til Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Men der er ikke frit slag for kommunerne. De er bundet af et kommunalt skattestop.
Det betyder, at de kun må sætte skatten op, hvis andre kommuner sætter skatten tilsvarende ned.
Hvis skatten samlet set bliver for høj, vanker der sanktioner fra regeringen.
- Der skal være plads til, at det lokalt er muligt at justere skatten både op og ned, men det er vigtigt, at kommuneskatten samlet set ikke stiger. Jeg er derfor meget tilfreds med, at kommunerne har sikret, at skatterne enten falder eller bliver holdt i ro i de sidste to års budgetter, lyder det fra ministeren.
De ni kommuner, som har fundet luft i budgettet til at nedsætte kommunale skatter, er København, Frederiksberg, Brøndby, Gentofte, Gladsaxe, Rudersdal, Frederikssund, Kolding og Aarhus.
Ministeriets tal viser også, at der ikke er nogen kommuner, som sætter skatten op.
Opgørelsen omfatter tre kommunale skatter. Det er indkomstskat, grundskyld og dækningsafgift af erhvervsejendomme.
Næste år vil Københavns Kommune have landets laveste kommuneskat ifølge opgørelsen. Den sættes til 23,39 procent.
De overtager titlen fra Vejle. Her lyder kommuneskatten på 23,40 procent.
Ti kommuner deles om at have den højeste skatteprocent på 26,30. Det er Brønderslev, Haderslev, Langeland, Lolland, Læsø, Nyborg, Odsherred, Sorø, Svendborg og Vesthimmerland.
Også sidste år fandt kommunerne plads til at sænke skatter. Her blev skatten sænket med omkring 23 millioner kroner.
/ritzau/
