En formodet hval er lørdag strandet i Ålbæk Bugt i Nordjylland. Det oplyser TV2 Nord og Kanal Frederikshavn.
Det er ikke oplyst, hvilken type hval der er tale om.
Skovfoged og vildtkonsulent Mogens Sonne Hansen fra Naturstyrelsen Vendsyssel oplyser til Ritzau, at man formoder, der er tale om en hval.
Men man har endnu ikke haft lejlighed til at komme tæt på dyret.
- Det umiddelbare skøn er, at den er syv til otte meter lang. Men hvilken type hval, der er tale om, om den er død eller levende, det ved vi ikke på nuværende tidspunkt, siger Mogens Sonne Hansen.
Det strandede havdyr ligger cirka 30 meter fra strandkanten på en strækning syd for Ålbæk by.
Forventningen er, at man søndag kan komme tættere på den formodede hval og undersøge dyrets tilstand nærmere.
Når man har besigtiget dyret, vil man tage stilling til, hvad der herefter skal ske, oplyser vildtkonsulenten.
I april sidste år strandede en 8,5 meter lang pukkelhval ved Følle Strand på Djursland.
Hvalen blev obduceret og opskåret ved Kaløvig Bådelaug. Det viste sig, at den var underernæret, mens der også blev fundet parasitter i hvalens tarme.
Den døde pukkelhval vejede 4,3 ton, men normalvægten for dens alder burde lyde på seks til syv ton. Det forklarede biolog og direktør Heiko Buch-Illung fra akvariet og formidlingscenteret Fjord & Bælt.
Pukkelhvalen blev fundet i vandkanten ved Løgten Bugten 25 kilometer nordøst for Aarhus.
Pukkelhvaler er omkring fem meter lange ved fødslen og 15 meter lange som voksne.
/ritzau/