Naturstyrelsen fandt fredag ikke den ulv, der i mindst tre tilfælde har bevæget sig ind i private haver i den vestjyske by Nørre Nebel.

Det siger Mads Jensen, der er vicedirektør i Naturstyrelsen.

- Vi var ude og lede i går aftes og i nat. Der er ikke noget nyt, siger han lørdag formiddag.

Styrelsen har i disse dage to personer til at lede efter ulven. Den ene styrer en varmesøgende drone, og den anden patruljerer et større område på jorden med en riffel.

Ulven er som udgangspunkt fredet i Danmark og resten af EU, da bestanden har været truet af udryddelse.

En ulv må dog skydes, hvis den kategoriseres som en problemulv, og hvis myndighederne har givet tilladelse.

En problemulv er en ulv, der ikke er sky over for mennesker, færdes i byområder, har angrebet husdyr bag ulvesikrede hegn eller er til fare for menneskers sikkerhed.

Myndighederne har på baggrund af hændelserne ved Nørre Nebel onsdag oprettet en ny zone, hvor problemulven kan skydes.

Det er på den baggrund, at styrelsen patruljerer området med drone og riffel.

Indsatsen for at finde ulven fortsætter hele weekenden. Arbejdet finder primært sted, når mørket er faldet på.

Ifølge Mads Jensen taler styrelsens udsendte løbende med folk i området, som de støder på under søgningen.

Siden fredag har Naturstyrelsen ikke fået nye meldinger om, hvor ulven kan befinde sig.

Vicedirektøren understreger desuden, at man ikke kan være 100 procent sikker på, om der er tale om en eller flere ulve.

Hvis styrelsen møder en ulv, bliver den bedømt på sin adfærd.

- Hvis ulven løber væk fra 200 meters afstand, så skyder vi jo ikke efter den. Men hvis vi kommer nærmere ulven, og den udviser nysgerrighed og ikke løber væk, så bliver den skudt, siger han lørdag.

Styrelsen leder i et område, der ligger op mod Houstrup sommerhusområde i Blåbjerg Klitplantage.

Efter weekendens intensive indsats tager Naturstyrelsen bestik af situationen og vurderer, om det giver mening at fortsætte med den varmesøgende drone.

Styrelsen forventer at fortsætte indsatsen på jorden en del uger endnu.

RITZAU