Selv om sikahjort er erklæret invasiv i hele EU, vil der ikke blive iværksat en aktiv indsats for at udrydde dyrene i det fri herhjemme.
Det er meldingen fra minister for grøn trepart Jeppe Bruus (S) i et folketingssvar til Dansk Folkepartis Peter Kofod.
Men meldingen vækker forundring hos Danmarks Naturfredningsforening (DN).
Her kalder biolog og seniorrådgiver Bo Håkansson meldingen for "uigennemtænkt og populistisk".
- Vi har at gøre med en art (sika, red.), som er hentet hertil fra Asien udelukkende som et jagtobjekt.
- Den er således ikke hjemmehørende, og vi ved, at der er en risiko for, at den parrer sig med krondyr og skaber en hybridudgave af sika og krondyr.
- Man har set det ske i Skotland. Det er derfor med god grund, at EU har sat den på invasivlisten, siger Bo Håkansson.
Sika blev indført fra Østasien til Danmark omkring år 1900.
Bestanden herhjemme tæller cirka 1000 dyr, hvoraf en tredjedel er bag hegn. Blandt andet i dyrehaver som Marselisborg Dyrehave og Jægersborg Dyrehave.
Ministeren skriver i sit svar, at dyrene bag hegn får lov til at dø en naturlig død, "hvis man sikrer, at de ikke yngler og ikke kan slippe ud".
Men hvordan sikrer man, at dyrene ikke formerer sig - vil ministeren sterilisere dem, spørger Bo Håkansson.
Det er risikoen for at skabe en krydsning mellem sika og de hjemmehørende krondyr, der får DN til at ønske sikahjorten fjernet fra den danske natur.
- Når først der kommer krydsninger ind i krondyrbestanden, og de breder sig gennem generationer, så er det jo svært at sikre resterne af vores oprindelige fauna. Så har man en blandingsart.
- Hvis man gerne vil forsøge at tage vare på den smule oprindelige natur, vi har tilbage i Danmark, så vil det være en virkelig dårlig idé at tillade, at det kan ske, siger seniorrådgiveren.
Hos Danmarks Jægerforbund er formand Claus Lind Christensen umiddelbart tilfreds med meldingen fra ministeren.
Jægerne ser ingen grund til at placere sikahjort i selskab med andre uønskede arter som for eksempel mårhund.
- Det er en overreaktion fra EU's side, for sika har været i Danmark i over 100 år, og der har aldrig været eksempler på, at den har blandet gener med krondyr herhjemme, siger Claus Lind Christensen.
Sidste år nedlagde danske jægere 600 sikahjorte inden for den jagttid, der har været fastsat for sika.
På listen over invasive arter kan sikahjort skydes året rundt. Jægerformanden har dog opfordret til, at medlemmerne fortsat følger den fastsatte jagttid.
Ritzau forsøger at få en kommentar fra ministeren til kritikken fra DN.
/ritzau/
