Nationalmuseet nedjusterer forventningerne til næste års indtægter og vil derfor nedlægge stillinger svarende til mellem 11 og 13 millioner kroner.

Det oplyser Nationalmuseet i en pressemeddelelse tirsdag eftermiddag.

Nationalmuseet nedlagde 21 stillinger i begyndelsen af året og har haft kvalificeret ansættelsesstop og "generel tilbageholdenhed i økonomien". Men det har vist sig ikke at være tilstrækkeligt, konkluderer museet.

- Jeg er ked af, at vi igen skal sige farvel til medarbejdere. Men det er det ansvarlige at gøre. Vi er nødt til at tage den virkelighed, vi ser for os, alvorligt, udtaler direktør Rane Willerslev.

Nationalmuseet begrunder blandt andet de nedjusterede forventninger i nedgang i besøgstallene og i en forventning om stigende udgifter på IT-området, efter at myndighederne i løbet af året har øget trusselsvurderingen for informationssikkerhed.

RITZAU