Nationalbanken melder om lange køer før frist for gamle pengesedler
Flere steder i landet er der set timelange køer ved indleveringssteder for snart værdiløse pengesedler.

Flere steder i landet er der set timelange køer ved indleveringssteder for snart værdiløse pengesedler.

En række gamle pengesedler bliver ugyldige om to uger, og det skaber i disse dage timelange køer flere steder i landet ved indleveringssteder.
Indleveringsstederne åbnede for halvandet år siden uden køkaos. Men det har ændret sig i de seneste dage, hvor det noget nær er væltet ind med borgere, der skal veksle pengesedler før fristen.
- Det er kommet lidt bag på os, at der netop er travlt nu, for vi har længe haft de her indleveringssteder. Det skyldes formentligt, at de fleste nu er blevet opmærksomme på, at deres sedler bliver værdiløse efter 31. maj, siger Jakob Mølgaard Heisel, chef for kontanttjenester ved Nationalbanken, til TV 2.
Ifølge Nationalbanken er det særligt i København, at der er pres på. Men flere steder beskrives køerne som "timelange".
Banken annoncerede for knap to et halvt år siden, at 1000-kronesedlerne og alle typer af sedler fra 1944, 1952, 1972 og 1997 skulle udfases.
Sedlerne har siden 31. maj 2025 været ugyldige som betalingsmiddel i butikker. Inden længe er de også værdiløse i Nationalbankens øjne.
Nationalbanken har indgået et samarbejde med vekselbureauet Forex, der betyder, at man frem til 31. maj 2026 kan indlevere gamle pengesedler og få nye i stedet for.
I slutningen af april lød det fra Nationalbanken, at der endnu manglede at blive indleveret sedler for 3,3 milliarder kroner.
Fremover vil det kun være serien af sedler fra 2009, der er anerkendt som gyldige betalingsmidler i Danmark og Grønland.
Der opfordres til, at personer, der ønsker at indlevere pengesedler, afsætter god tid til indleveringen, og at man ikke udskyder besøget til sidste øjeblik.
Forex-butikkerne modtager kun de sedler, som inden længe bliver ugyldige. Indløsningen af kontanter kræver desuden, at der udfyldes en erklæring og fremvises gyldig billedlegitimation.
Siden 30. november 2023 var der frem til 20. april i år blevet indleveret sedler for 21,1 milliard kroner.
/ritzau/