Der var tale om skjult reklame for tøjbrandet Planet Nusa, da TV 2-programmet "Bachelorette" rullede over skærmen tidligere på året.

Det fastslår Radio- og tv-nævnet fredag. Nævnet pålægger TV 2 at offentliggøre afgørelsen på sin hjemmeside.

Radio- og tv-nævnet gik ind i sagen i juli, da nævnet på baggrund af artikler fra DR blev bekendt med, at en fremtrædende programdeltager i en række udsendelser havde optrådt i tøj foræret af virksomheden Planet Nusa.

Nævnet har som led i sin vurdering af sagen foretaget høring af TV 2 og gennemgået de relevante episoder af programmet, skriver nævnet i sin afgørelse.

- I gennemgangen har nævnet fundet frem til, at programdeltageren optræder i tøj fra Planet Nusa i 11 ud af 28 episoder. I fem af episoderne er det i form af tilbageblik til tidligere afsnit, fremgår det af afgørelsesteksten.

I tre af episoderne vurderer nævnet, at logo og brandnavn på tøjmærket er "tydeligt og nemt at identificere som seer".

I to af episoderne er det sværere at identificere logo. På baggrund af disse forhold vurderer nævnet, at der er tale om en "fremhævelse".

På ledelsesgangene på TV 2 tager man afgørelsen til efterretning.

- Skjult reklame hører ikke hjemme i vores programmer, og vi har tidligere beklaget, at tøjets oprindelse ikke blev undersøgt grundigere, siger Thomas Richardt Strøbech, underholdningsredaktør på TV 2, i et skriftligt svar.

- Vi tager Radio- og tv-nævnets afgørelse til efterretning og vil fortsat skærpe kontrakter og briefing af medvirkende, så der ikke opstår tvivl om programmets uafhængighed af kommercielle interesser, lyder det.

TV 2 mener i sit høringssvar, at der ikke har været fokuseret unødigt på tøjet, ligesom det ikke har været omtalt.

- TV 2 vurderer på den baggrund, at tøjet er indgået i programmerne på fuldstændig samme vis, som hvis programdeltageren selv havde købt og betalt for det, lyder det i afgørelsen.

Radio- og tv-nævnet vurderer desuden, at der også har indgået skjult reklame i TV 2-programserien "Spillet".

Her optrådte tre offentligt kendte mennesker i tøj, hvor de pågældende har en direkte kommerciel interesse, enten i form af ejerskab eller bekræftede samarbejdsaftaler. Det oplyser nævnet fredag.

Ifølge nævnet indgik der i "Spillet" skjult reklame for tøjmærkerne Bareen, Anti X og Winston Studio.

I afgørelserne for begge programmer har nævnet vurderet, at der er tale om en uberettiget fremhævelse af tøjmærkerne, der ikke kan redaktionelt begrundes, hvorfor der derfor er tale om skjult reklame.

/ritzau/