Størstedelen af togene på de jyske togstrækninger holder søndag stille.

Prognosen lød til at begynde med, at fejlen ville være udbedret omkring klokken 17.00.

Kort inden klokken 16.00 lyder det dog, at togene vil være ude af drift resten af søndagen.

Det skriver Banedanmark i et opslag på X.

- Det tager længere tid end forventet at rette fejlen i signalsystemet i Jylland. Vi og leverandøren arbejder benhårdt på sagen og forventer at kunne køre fra mandag morgen.

Ifølge Mads Søndergaard, der er områdechef hos Banedanmark, så er det meget få strækninger, der ikke er ramt af problemet.

- Det er kun strækningerne Aarhus til Fredericia, Fredericia til Padborg og fra Tinglev til Sønderborg, der ikke er ramt, siger han.

Opholdet skyldes en fejl på signalsystemet, lyder det.

Mads Søndergaard oplyser, at fejlen er opstået i forbindelse med, at Banedanmark har været i gang med at implementere et nyt signalsystem i Jylland.

- De steder, hvor det her rammer, er alle de steder, hvor vi har installeret signalsystemet, siger han og tilføjer:

- Vi har i løbet af weekenden været i gang med at opdatere systemet med nogle nye funktioner samtidig med, at vi er ved at rulle det ud på strækningen mellem Aarhus og Fredericia. I den forbindelse har der været en fejl på det, vi kalder trafikstyringssystemet.

Områdechefen fortæller, at det altid forventes, at der kommer udfordringer i forbindelse med systemopdateringer, men det var ikke ventet, at det meste af den jyske togtrafik ville blive sat ud af drift.

Det vides på nuværende tidspunkt ikke, hvad problemet bunder i, men man arbejder med øget beredskab på at løse det.

Det har desuden ikke været muligt for DSB at skaffe tilstrækkeligt med togbusser til at dække ind. Det skrev DSB på X lidt efter klokken 13.

Derfor anbefales passagerer enten at aflyse eller udsætte deres rejse.

/ritzau/