På flere skoler rundt om i landet er fejringen af sidste skoledag blevet skæmmet af fund af uønskede genstande i karameller, som afgangselever i 9. klasse har delt ud til yngre elever.

På Gammelgaardsskolen i det vestlige Aarhus har én eller flere elever fra 9. klasse gemt nåle i karamellerne.

Det skriver TV2 Østjylland, som har fået hændelsen bekræftet af skoleleder Susanne Broe Laursen.

- Vi har haft en festlig skoledag, som desværre blev lidt ødelagt af det her. Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, og jeg er træt af det og skuffet, siger Susanne Broe Laursen til TV2 Østjylland.

Hændelsen blev opdaget af skolens personale omkring klokken 12.00, hvorefter alle ansatte straks blev informeret, og karamellerne blev indsamlet.

Ifølge skolelederen har personalet indsamlet over 1000 karameller og haft en alvorssnak med eleverne fra 9. klasse, der ellers var på vej videre til fest et andet sted i byen.

Der er ingen meldinger om, at nogen elever er kommet til skade ved at bide i karamellerne.

Skolen vil nu finde ud af, hvem der står bag, skriver TV2 Østjylland.

På Pilehaveskolen i Vallensbæk Kommune blev der også onsdag fundet tegnestifter i nogle af karamellerne, som der blev kastet med. Det skriver Radio IIII.

Her førte det til, at skolen øjeblikkeligt stoppede karamelkastningen.

Det fremgår af en Aula-besked til forældrene fra skoleleder Mette Juel, som Radio IIII er i besiddelse af.

Hun skriver i beskeden, at sagen vil blive taget op på det kommende bestyrelsesmøde med henblik på at vurdere, "om traditionen med karamelkast skal ændres eller helt ophøre fremover."

Også ved Skolen på Islands Brygge i København har skolens leder, Nicholas Josip Mutak, skrevet ud til forældrene, at flere elever har puttet nåle og glasskår i karamellerne. Det skriver TV2 Kosmopol.

Skolen på Islands Brygge har valgt at politianmelde hændelsen, lyder det.

- Vi er fuldstændig uforstående over for det, at der er elever på vores 9. årgang, der har gjort dette, og vi vil selvfølgelig forfølge hændelsen, skriver skolelederen i beskeden ifølge TV2 Kosmopol.

Uønsket indhold i karameller på sidste skoledag har været et tilbagevendende problem.

På flere skoler i landet blev der sidste år fundet karameller med uønsket indhold som blandt andet glasskår, sten, tegnestifter, nåle, plastik, træsplinter, afføring og hovedpinepiller.

Det førte til indsamling af slik, orientering af forældre og opfordringer til, at forældre tjekker børnenes karameller.

/ritzau/