Det er en klassisk saga, som har kørt i mange år.

Jyderne dominerer i København. Der er ingen københavnere længere.

Men den fortælling må nu lægges i graven.

Tal fra Københavns Kommunes Statistikbank viser, at det er folk fra Nordsjælland og Københavns omegn, som i højere grad fylder i de københavnske gader og stræder.

»Vi har nok talt det her op med, at København er jydernes by uden at have evidens for påstanden. Det er en taknemmelig historie, men sandheden er, at det nu er folk fra Nordsjælland og forstæderne til København,« lyder ordene fra Curt Liliegreen, der er direktør for Boligøkonomisk Videncenter.

Kigger vi på årsagerne til knækket i midten af 2000erne, skal vi rette øjnene mod de unge. Ifølge Curt Liliegreen er det de 19- til 23-årige, som har en dominerende nettotilflytning til byen.

»Det, som gør sig gældende her, er, at der er mange fra omegnen og Nordsjælland, som flytter til København som unge. Der kommer også en del til Jylland, men mange unge fra Jylland søger også mod Aarhus og Aalborg.«

Han fortæller, at de unge kommer, fordi København er en attraktiv by at bo i, men også for at uddanne sig.

Jyderne bliver i Jylland

Curt Liliegreens pointe gør sig også gældende i Jylland.

Her ses samme tendens, hvor de unge jyder også søger mod uddannelsesbyerne.

»Du har også muligheder som ung i Jylland. Du har mulighed for at studere i Aarhus. Aalborg Universitet er vokset voldsomt i de senere år, hvor man har haft en strategi om at tiltrække unge ved et omfattende nybyggeri med ungdomsboliger.«

Men det er ikke kun uddannelsesmulighederne, som påvirker, hvor de unge vælger at bosætte sig.

Curt Liliegreen forklarer, at det også kan handle om forbindelserne til at komme ind på det københavnske boligmarked.

I Nordsjælland og Københavns omegn vil tilflytterne have en tættere relation til København end jyderne, hvorfor de måske kan få en hjælpende hånd til at finde en bolig.

Ellers skal man købe sig ind, og det er lettere sagt end i gjort i København, der kun er blevet dyrere med årene.

»Det kræver, at man har pengene til at købe sig ind i København. Det er ikke alle, der kan det, og folk, der bor i omegnskommunerne til København og i Nordsjælland kan have forældre, som har flere mider til at kunne købe sig ind på det københavnske boligmarked.«