Myndigheder lukker for pcr-test uden tidsbestilling

Fra fredag skal man reservere tid for at få pcr-test. Lyntest forsvinder på pcr-teststeder, oplyser styrelse.

Køerne til de danske testcentre er blevet lange, efter at det kom frem, at coronapasset bliver genindført fredag. Claus Bech/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fra fredag er det slut med at blive testet på pcr-teststederne uden en tid, hvis man har mistanke om, at man er smittet med coronavirus.

Det oplyser Styrelsen for Forsyningssikkerhed i en pressemeddelelse.

Der bliver nemlig igen indført krav om, at man på forhånd skal have bestilt tid ved et testcenter, inden man møder op til en pcr-test.

Ifølge styrelsen er interessen for pcr-test stigende. Det har resulteret i lange køer - særligt på steder, hvor man ikke behøver at bestille tid.

Og det vil Styrelsen for Forsyningssikkerhed nu forhindre ved at genindføre tidsbestilling.

»Siden efterårsferien har vi set, at der er sket en markant stigning i efterspørgslen på pcr-test.«

»Vi hører ude fra teststederne, at der kommer lang kø, fordi folk har en tendens til at komme på de samme tidspunkter i løbet af dagen,« siger Lisbet Zilmer-Johns, der er direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed.

Styrelsen oplyser, at det i øjeblikket er muligt at pcr-teste 150.000 personer om dagen. I sidste uge testede man i gennemsnit omkring 110.000 mennesker om dagen.

Dertil er der i øjeblikket en daglig kapacitet til at lave 100.000 lyntest. I tirsdags var der 56.000, der benyttede den mulighed.

Lisbet Zilmer-Johns fortæller, at det er muligt at skrue op efter behov.

»Vi følger hele tiden udviklingen i efterspørgslen for at vurdere, om vi skal sætte kapaciteten op,« siger hun.

Den stigende interesse for at blive testet kan formentlig været kommet, efter at det på et pressemøde mandag blev meldt ud, at coronapasset fredag vil blive genindført i visse dele af samfundet.

Et negativt prøvesvar fra en pcr-test giver coronapas i 96 timer fra prøvetidspunktet.

Også antallet af tidsbestillinger til vaccination er røget på himmelflugt siden mandag.

Den dag bestilte 9766 personer tid til første stik mod covid-19. Det var næsten fem gange så mange som dagen før.

Sammen med at tidsreservation nu bliver et krav på pcr-teststeder, fjerner myndighederne også muligheden for lyntest på pcr-teststeder.

Det sker, fordi mange af lyntestcentrene er blevet genåbnet, efter at de lukkede i midten af oktober. Et negativt svar fra en lyntest giver coronapas i 72 timer efter prøvetidspunktet, og man kan stadig møde op på lyntestcentrene uden at have bestilt tid.

Epidemien er tiltagende i Danmark. Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyste tirsdag, at kontakttallet var 1,1. Det betyder, at ti smittede personer i gennemsnit giver smitten videre til 11 andre.

Onsdag var der 3017 nye registrerede smittetilfælde i Danmark. Det er det højeste antal på et enkelt døgn siden december sidste år, og det har været støt stigende igennem de seneste uger.

I takt med at flere bliver smittet med coronavirus, er der også flere, som bliver indlagt med covid-19.

Antallet af indlagte steg onsdag med 4 til 319. Af de 319 indlagte ligger 39 på en af landets intensivafdelinger, og ud af dem er 23 tilkoblet en respirator.

/ritzau/