Multikunstner lader genrerne flyde frit
Med sine blandinger af det skrevne ord, fotos og film bliver Jytte Rex ved med at være nyskabende. 19. marts fylder kunstneren 80 år.

Med sine blandinger af det skrevne ord, fotos og film bliver Jytte Rex ved med at være nyskabende. 19. marts fylder kunstneren 80 år.

Hun skriver, filmer, maler og tager billeder og sætter det hele sammen. Derfor kan hendes værker sjældent placeres i en enkelt genre eller kunstform.
Sådan har kunstneren Jytte Rex altid arbejdet.
»Det handler om at få kunstformerne til at hænge sammen, så de bliver en del af hinandens udtryk,« siger hun.
19. marts fylder multikunstneren 80 år.
I mere end et halvt århundrede har hun sat sit præg på den danske og internationale kunstscene med værker, der vækker opsigt og til tider også debat.
Det gælder blandt andet filmen »Tornerose var et vakkert barn« fra 1971, som hun skrev og instruerede sammen med billedkunstneren Kirsten Justesen.
Filmen skildrer kvinders længsel og var dengang kontroversiel med sine feministiske og erotiske islæt.
»Vi stod nærmest med ryggen mod muren og skulle forsvare filmen. Folk blev delt i to lige store grupper. Nogle syntes, den var fantastisk, mens andre syntes, det var totalt komisk,« siger Jytte Rex.
»Det var stort at opleve, hvordan sådan en lille film kunne virke. Det har jeg haft siddende i kroppen lige siden.«
Filmen er i dag en del af samlingen på Statens Museum for Kunst, hvor den karakteriseres som et hovedværk i nyere dansk kunst.
Jytte Rex har gennem årene modtaget flere priser for sine værker, herunder en Robert for portrætfilmen »Palle Nielsen – mig skal intet fattes« fra 2002.
For tiden arbejder hun på en gruppeudstilling til Ringsted Galleri. Hendes del af udstillingen kredser om temaet passage.
»Ordet passage åbner op for en række billeder. Jeg har for eksempel et billede af en løbende brud. Hun er på vej fra én tilstand til en anden. Er hun ved at flygte?,« funderer kunstneren.
Fødselsdagen bliver fejret med et arrangement i Cinemateket i København, hvor to af hendes film bliver vist. Jytte Rex regner med, at hun skal tilbringe resten af dagen i selskab med den nærmeste familie.
Den nærmeste familie tæller blandt andre en datter, Rosemaria Rex.
/ritzau/