Movia genindfører køre- og ruteplaner

Protesterne har virket - trafikselskabet Movia dropper at droppe køre- og ruteplaner.

Movia genindfører køreplanerne ved busstoppestederne. Flere steder har borgerne ellers taget sat egne op - på foto ses stoppestedet på Enghavevej i København, hvor »fru Larsen« har taget sagen i egen hånd. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

De fysiske køreplaner kommer tilbage.

Trafikselskabet Movia har på et bestyrelsesmøde onsdag besluttet at genindføre køre- og ruteplaner ved busstoppestederne.

»Vi ruller beslutningen om at fjerne køre- og ruteplanerne tilbage,« siger Niels E. Bjerrum, som sidder i Movias bestyrelse.

I oktober 2018 valgte Movia at fjerne de køre- og ruteplaner ved ca. 14.500 busstoppesteder på Sjælland og Lolland-Falster, der koster trafikselskabet 1,6 mio. kr. årligt.

I stedet vurderede Movia, at tiden var moden til at gå den digitalt vej.

Bestyrelsen lagde bl.a. vægt på, at tidspunkterne på de fysiske køreplaner ikke altid holder stik. At man kunne få tilsendt de fysiske køreplaner, hvis man ønskede det. At køreplanerne for de enkelte busser er tilgængelige på DOTs hjemmeside. Og at Movia tilbød den såkaldte 1250 SMS-service, der kan give svar på, hvornår bussen forventes at komme.

Alligevel er kritikken haglet ned over trafikselskabet og er kommet fra bl.a. Ældre Sagen, Passagerpulsen under Forbrugerrådet Tænk og Dansk Folkeparti.

Og f.eks. forklarede Trine Wolffbrandt denne uge Berlingske, da hun stod med sit barnebarn på Enghave Plads i København og ventede på linje 3A, at det ikke er fair over for de ældre. Og at hendes egen mor på 92 år vanskeligt kan komme rundt uden køreplaner.

Flere steder har borgere taget sagen i egen hånd og sat planer op selv.

Movia forventer nu, at de officielle planer vil tilbage på standerne i løbet af sommeren 2019.