Movia beklager bus-sammenstød med muslimsk demonstration på Nørrebrogade

Tirsdag stødte bus 3A sammen med et shiamuslimsk optog på Nørrebrogade i København. Movia beklager nu episoden.

Bus 3A stødte tirsdag i sidste uge sammen med et shiamuslimsk optog på Nørrebrogade i København. Foto fra videooptagelse. Fold sammen
Læs mere

På en video ser man en 3A-bus køre langs med et optog af mennesker, mens vagter i selvlysende veste fægter med armene og febrilsk forsøger at bremse bussen.

Det har skabt stor opstandelse, at linje 3A-bussen tirsdag eftermiddag stødte sammen med et shiamuslimsk optog på Nørrebrogade i København. Nørrebrogade var ellers spærret på grund af optoget.

Imam Mohammed Khani, som underviser i Imam Ali Moskeen i det nordvestlige København, udlægger episoden som en bevidst handling fra chaufførens side.

»Den ultrakorte version er, at buschaufføren kørte bevidst ind i et optog – selv om vores ordensvagter fortalte ham, at der var spærret. Han bragte andre menneskers liv i fare, og til sidste sagde han, at folk skulle skride hjem til deres eget land,« siger Mohammed Khani:

»Hvis det havde handlet om danske jøder, er jeg ikke i tvivl om, at det havde fået en anden modtagelse. Rasmus Jarlov (dengang byrådsmedlem i København for det Konservative, red.) kaldte i 2014 til moddemonstration og kalot-optog på Nørrebro, fordi der angiveligt var blevet råbt efter en jøde, som havde gået på Nørrebro med kalot. Vi har ikke set en politiker reagere på samme måde, hvad angår muslimer.«

 

Episoden diskuteres med en stor kraft på sociale medier. På Facebook kalder f.eks. Saif Shah Muhammed det et »racistisk og islamofobisk bus-angreb på muslimer.«

»Under Ashura-optoget i går var der en del muslimske kvinder og børn, der var ved at blive kørt ned af en bus og var meget tæt på at miste livet,« skrev han onsdag.

Saif Shah Muhammed ønskede fredag ikke at stille op til interview.

Movia beklager i fredag eftermiddag i en pressemeddelelse episoden.

Virksomheden forklarer, at under optoget kørte en linje 3A med en ekstra chauffør under oplæring ved en fejl ned ad Nørrebrogade langs optoget.

»Chaufføren, som er ansat hos operatøren, følger en planlagt omlægning af linje 3A, men ved en fejl kører han forkert og ender i optoget. Det beklager Movia, for bussen skulle selvfølgelig ikke været havnet i en situation, som skabte utryghed for alle,« skriver Movia:

»På baggrund af de første oplysninger fra den private operatør blev Movia bibragt forståelsen af, at situationen var blevet afviklet uden større problemer med hjælp fra optogets sikkerhedsvagter. Men vi må i denne sag desværre beklage, at vi i første omgang har forladt os for meget på operatørens oplysninger, der viste sig at være mangelfulde.«

Beklagelsen fortsætter:

»Operatøren har efterfølgende orienteret Movia om, at chaufføren ikke standser bussen hurtigt nok, og at han råber ad sikkerhedspersonalet. Det er uacceptabelt, og dette er Movia og operatøren helt enige om.«

»Movia beklager dybt over for alle dem, der deltog i optoget. Ligeledes er operatøren meget ked af den usikkerhed, som bussens og chaufførens ageren har skabt i forbindelse med optoget.«