Mor fik tom kiste og begravede derfor dødfødt datter to gange

Grønlandske Maren Abrahamsen fra Paamiut havde begravet sin dødfødte datter, men kisten var tom.

For 31-årige Maren Abrahamsen sluttede 2018 ganske forfærdeligt.

På grund af en fejl i sundhedsvæsenet måtte hun begrave sin dødfødte datter to gange.

Det skriver det grønlandske medie Sermitsiaq.ag.

Den første kiste, som Maren Abrahamsen fik udleveret, viste sig nemlig at være tom.

Først fem dage efter begravelsen af sin dødfødte datter fik Maren Abrahamsen besked om den tomme kiste. Sundhedspersonalet havde ifølge Sermitsiaq.ag glemt at lægge datteren i kisten.

- Jeg kan ikke beskrive følelsen. Jeg blev chokeret. Jeg tænkte, "hvorfor skulle jeg igennem sådan en oplevelse", siger hun til mediet.

4. december fødte Maren Abrahamsen sit dødfødte barn ved kejsersnit. 14. december fandt den første begravelse sted. Den anden begravelse fandt sted en uge efter.

/ritzau/