Minister jubler over støtte til stalkingcenter: Det er en alvorlig krænkelse, der kræver fokus

Stalking skal have øget politisk fokus. Ved uddelingen af satspuljemidlerne torsdag blev det offentliggjort, at Dansk Stalking Center fremover får fast driftsbevilling. »Når vi behandler udøverne (stalkerne), kan vi få forebygget, at så mange mennesker bliver udsat for stalking,« siger ligestillingsministeren, som roser centerets resultater.

Eva Kjer Hansen er ligestillingsminister og var i dag med til at offentliggøre, at Dansk Stalking Center er blevet bevilliget 28 millioner kroner fra 2019 til 2022, og derefter får de fast årligt 8 mio. kroner som fast driftsbevilling. Det betyder, at de kan fortsætte deres arbejde for at komme stalking til livs. Pengene modtages med kyshånd, oplyser Lise Linn Larsen, direktør i Dansk Stalking Center. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Dansk Stalking Center er fremover sikret et fast årligt beløb. Det blev offentliggjort torsdag i forbindelse med fordelingen af årets satspuljemidler.

Centeret vil modtage 28 millioner kroner fra 2019-22, og efterfølgende vil det få en fast bevilling på otte millioner kroner om året. Der skal være et fortsat fokus på at hjælpe udøverne af stalking, lyder meldingen.

Ligestillingsminister Eva Kjer Hansen (V) er meget tilfreds med aftalen.

»Rigtig mange danskere bliver udsat for stalking. Det er en alvorlig krænkelse, der kan have store følgevirkninger for den, der bliver udsat. Dansk Stalking Center har formået at komme godt rundt om udfordringerne med stalking,« siger ministeren og uddyber:

»Både for dem, der bliver udsat for stalking, og for dem, der udøver stalking. Centeret har præsteret så gode resultater, at det giver mening fra politisk hold at gøre det til et permanent tilbud.«

Eva Kjer Hansen, ligestillingsminister

»Der er ofte en årsag til, at en person begynder at stalke en anden, som man kan få taget hånd om og få afhjulpet. Med den hjælp kan vedkommende holde op med at stalke.«


I oktober fortalte Berlingske historien om Rasmus, der fik hjælp fra Dansk Stalking Center til at stoppe med at stalke sin ekskæreste. Læs eller genlæs historien her.

Positive resultater

I Dansk Stalking Center bliver pengene modtaget med glædestårer og kyshånd.

»Vi er helt overvældede og tilfredse,« fortæller Lise Linn Larsen, der er direktør for foretagendet.

»Vi kan selvfølgelig ikke få armene ned af bar begejstring. Nu kan vi fortsætte det vigtige stykke arbejde,« fortsætter hun.

Både Eva Kjer Hansen og ligestillingsordfører Karina Adsbøl (DF) er imponerede over centerets overbevisende resultater.

»Når jeg kigger på resultaterne for de udsatte, er der en meget stor tilfredshed med deres forløb og resultat, da det i høj grad hjælper til en bedre trivsel. Så er det også interessant, at centeret sætter ind over for udøveren. Det vil jeg gerne have mere opmærksomhed rettet mod. Når vi behandler udøverne, kan vi få forebygget, at så mange mennesker bliver udsat for stalking,« siger Eva Kjer Hansen.

Det er en vigtig pointe, som Dansk Stalking Center har arbejdet på at tydeliggøre.

»Et større fokus på dem, der udøver stalking, er en god måde at forebygge problemet fremadrettet,« siger Lise Linn Larsen.

Dansk Stalking Center åbnede i september en telefonlinje, hvor »stalkere« kan ringe ind og søge hjælp. Den har vist sig at være efterspurgt, og centeret har fået overraskende mange henvendelser fra mennesker, der ønsker at få hjælp.

Telefonlinjen er blandt de resultater, som ligestillingsminister Eva Kjer Hansen er meget tilfreds med:

»Det er vigtigt at få tænkt udøveren med. Der er ofte en årsag til, at en person begynder at stalke en anden, som man kan få taget hånd om og få afhjulpet. Med den hjælp kan vedkommende holde op med at stalke.«

Esbjerg-modellen

Et andet resultat, som både Eva Kjer Hansen og Karina Adsbøl bemærker, er Dansk Stalking Centers arbejde i Esbjerg Kommune. Siden januar 2016 har centeret i Esbjerg haft et tværfagligt samarbejde om at styrke bevidstheden om stalking i kommunen på tværs af sagsbehandlere, jobcentre og politiet.

Det er på nuværende tidspunkt ikke muligt at måle, i hvor høj grad man afhjælper stalking i kommunen, men politikerne er begejstret for projektet og dets foreløbige resultater. Til spørgsmålet om hvorvidt Esbjerg-modellen skal udvides til andre politikredse i Danmark, svarer ministeren:

»Det håber jeg meget på at kunne lykkes med – at politikredsene vil lytte til Esbjerg. Det er den tværsektorielle indsats, der giver en vedvarende effekt. I Esbjerg rækker man nu længere ud i forhold til stalking, og det håber jeg vil vække gehør andre steder i Danmark.«

I Esbjerg har Dansk Stalking Center undervist personale i kommunen samt politiet i, hvad stalking er, hvordan man screener de udsatte for stalking – og hvilke juridiske muligheder de har til rådighed. Ifølge Lise Linn Larsen har indsatsen været med til at åbne personalets øjne for, at stalking foregår i meget større grad, end man tidligere har været klar over.

I en undersøgelse fra Justitsministeriets Forskningskontor fra 2013 anslås det, at over 100.000 danskere årligt er udsat for stalking. I Dansk Stalking Center er erfaringen, at en »stalker« sjældent udøver stalking mod mere end én ad gangen. Derfor må det anslås, at der også er omkring 100.000 mennesker i Danmark, der udøver stalking.

Derfor mener både ministeren, DFs Karina Adsbøl og Dansk Stalking Centers direktør, Lise Linn Larsen, at det er på tide at øge fokus på udøverne. Stopper man udøverne, afhjælper man også problemet for de udsatte. Alle parter meddeler, at det øgede fokus på udøverne hverken kommer til at stjæle midler eller opmærksomhed fra de udsatte.