I sin kælder i Helsingborg har militæranalytiker Jens Wenzel Kristoffersen en nødradio, der ikke behøver strøm. Han har også kasser fyldt med alt fra gaskomfurer og dåsemad til vand og medicin.
Det meste er noget, som de svenske myndigheder anbefaler alle borgere at have klar.
I Sverige er borgerne opfordret til at kunne klare sig selv i tilfælde af krig. Det er en strategi, som Danmark kunne lære af, mener militæranalytikeren ifølge TV 2.
»Det undrer mig, at man ikke er mere bevidst om at gøre samfundet klar til en eventuel krise eller krigslignende situation,« siger Kristoffersen, der arbejder ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet, til TV 2.
Sverige har i de seneste år skærpet sit fokus på det civile beredskab og forsvar. Regeringen har oprettet et civilforsvarsministerium, og beredskabsmyndighederne har lagt op til at bruge milliarder af kroner på at bygge nye og renovere eksisterende beskyttelsesrum.
Derudover har de svenske myndigheder allerede i 2018 udgivet pjecen »Om krisen eller kriget kommer«. Den rådgiver borgerne om, hvordan de skal forholde sig, hvis krig eller andre alvorlige kriser rammer landet.
Jens Wenzel Kristoffersen mener, at når Sverige ser det som en reel trussel og nødvendighed at forberede sig, så burde Danmark have en lignende debat om vores beredskab.
Forsvarsministeriet har over for TV 2 oplyst, at der findes en fortrolig national beredskabsplan, der ikke kan offentliggøres.
Det er bare ikke nok ifølge Jens Wenzel Kristoffersen. Han påpeger, at det utænkelige kan ske, og at det altid er bedre at være forberedt.
»Det mener jeg er rettidig omhu,« siger han til TV 2.
Heller ikke organisationen Danske Beredskaber, der repræsenterer alle de kommunale redningsberedskaber, mener, at Danmark i dag er gearet til at håndtere en stor national krise eller krig, skriver TV 2.




