Midtjysk fusionshospital aflyser mange planlagte operationer

Sammenlægning af sygehusene i Holstebro og Herning betyder, at 10 procent af de planlagte operationer aflyses.

Arkivfoto: Hver tiende af de planlagte operationer på Regionshospitalet Gødstrup vil blive aflyst frem til august. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bo Amstrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Står man til at skulle gennemgå en planlagt operation for eksempel have en ny hofte i det midtjyske, så skal man væbne sig med tålmodighed i den kommende periode.

Det skyldes, at man på det midtjyske fusionssygehus RH Gødstrup fra mandag aflyser hver tiende af de planlagte operationer frem til udgangen af august.

Årsagen er, at sammenlægningen af sygehusene i Herning og Holstebro til RH Gødstrup skaber flere udfordringer end ventet. Det oplyser Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Ifølge lægefaglig direktør Jens Friis Bak kommer det blandt andet til at gå ud over slidgigtoperationer såsom nye knæ og hofter. Derudover kan aflysningerne også ramme patienter med ikke akut brok og forstørrede mandler.

»Det er jo desværre den samme type, som også er blevet udskudt på grund af corona og selve flytningen. Det er noget tungt for patienterne, der har stået på venteliste længe,« siger Jens Friis Bak.

Han oplyser, at der forud for indflytning på RH Gødstrup var udarbejdet en plan. Her var forventningen, at operationsaktiviteten ville være tilbage i normal drift fra slutningen af maj måned.

»Men det har været mere krævende end forventet. Det skyldes til dels et oplæringsproblem og problemer med lagerstyringssystem og lagerbooking, som har haft nogle fejl.«

Ifølge den lægefaglig direktør svarer aflysningerne til omkring 40 operationer om ugen.

I alt er fem tidligere operationsafsnit i Holstebro og Herning blevet lagt sammen, og da specialerne har ligget to forskellige steder, skaber sammenlægningen udfordringer.

»De operationssygeplejersker, der kendte operationer det ene sted, kender dem ikke det andet sted. Og omvendt,« siger Jens Friis Bak.

Han understreger, at udfordringerne ikke kommer til at gå ud over de akutte operationer. Dog vil de formentlig kræve mere personale, da der er personale, som skal oplæres.

/ritzau/