Mette F. om flere test efter kritik: Det er overordentligt klogt

Sundhedsmyndighederne vil fremover teste langt flere for coronavirus efter kritik i medierne.

 
Coronavirussen spreder sig i Danmark. Få overblikket her. Video: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix, Reuters. Redigering: Caroline Fold sammen
Læs mere

Først den ene vej og så den anden vej. Der har været udbredt kritik af, at der ikke blev testet nok mennesker for coronavirus, og at strategien er ændret undervejs.

Statsminister Mette Frederiksen (S) kalder det mandag »overordentligt klogt,« at sundhedsmyndighederne fremover vil teste flere for, om de har coronavirus.

»Helt grundlæggende er det sundhedsmyndighederne, der tilrettelægger den testindsats, der skal være i forbindelse med en epidemi. Nu er retningslinjerne justeret. Det, synes jeg, er overordentligt klogt,« siger Mette Frederiksen.

På pressemødet mandag kom det frem, at regeringen vil fortsætte den delvise lukning af Danmark i hvert fald til 13. april.

Antallet af indlæggelser på sygehuse ventes at toppe i ugerne efter. Udviklingen følges time for time, og sundhedsmyndighederne bliver løbende klogere på situationen, og hvor hårdt Danmark er ramt.

De danske myndigheder har netop besluttet, at langt flere fremover skal testes for coronavirus. Der har dog været problemer med at skaffe nok testudstyr.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) undskylder på samme pressemøde, at sundhedsmyndighederne ikke har fulgt godt nok op på et tilbud om at købe testkit fra Sydkorea.

»Jeg vil gerne beklage, jeg vil godt undskylde, at de danske sundhedsmyndigheder i nogle tilfælde ikke har reageret hurtigt nok på de henvendelser,« siger han.

12. marts skiftede Danmark fra en strategi med fokus på inddæmning til en med fokus på afbødning. Det betød, at man skiftede til kun at teste personer med svære symptomer.

Nu skal strategien være offensiv, så også personer med moderate symptomer skal testes. Der har dog været problemer med at skaffe nok testudstyr, så antallet af mulige smittede kunne få afklaring.

Risikoen er, at tilsyneladende raske mennesker smitter andre, fordi de ikke ved, at de selv er ramt af coronavirus.

Den største udfordring er fortsat at skaffe nok testudstyr.

»I går besluttede vi, at vores teststrategi skal være mere offensiv. Vi har i den sidste uge testet 1000 mennesker per døgn. Jeg kan dog konstatere, at det tal er faldet betragteligt på det seneste.«

»Det går ikke. Der er behov for langt mere aggressiv testning, men vi er udfordret af global mangel på udstyr,« siger Magnus Heunicke.

Statsministeren har tillid til sundhedsmyndighederne, selv om strategien er skiftet flere gange.

»Der er en kapacitetsudfordring, men nu begynder sundhedsvæsenet at teste langt flere, og det vil jeg gerne kvittere for. Jeg har tiltro til de danske sundhedsmyndigheder,« siger Mette Frederiksen.

/ritzau/