Som barn troede han, at han skulle gå i sin fars fodspor som medlem af udenrigstjenesten for FN. Men efter en række ophold i udlandet fik han øjnene op for teknologiens muligheder for at ændre menneskers liv.
Lørdag den 13. september fylder entreprenøren Nikolaj Nyholm 50 år.
Nyholms interesse for teknologi blev vækket under et udlandsophold i Østafrika.
- Min teknologiske interesse kommer af, at jeg som barn boede i Østafrika med min familie, hvor vi var ude og se alt fra vandingsanlæg til teknologi, der kunne holde køleskab med vacciner kolde ved hjælp af metangas fra komøg. Jeg så, hvordan teknologien ændrede folks liv.
Under et studieophold i USA i 1993 opdagede Nyholm verdens første browser på en computer i kælderen under et bibliotek.
- Den verden, der åbnede sig for mig der, det var nok starten på det hele.
I 1999 grundlagde han selskabet Speednames, der solgte domænenavne til internetsider. I 2007 solgte han selskabet for 36 millioner dollar, svarende til omtrent 229 millioner danske kroner.
Efterfølgende opbyggede og bidrog Nyholm til en række andre selskaber, heriblandt it-virksomhederne Organic Network og Polar Rose. Flere af selskaberne blev ligesom Speednames solgt for millionbeløb.
Nyholm er kendt for sin involvering og investeringer i forskellige gaming-foretagender.
Han har rådgivet det svenske selskab Mojang, der står bag det mest solgte computerspil nogensinde, Minecraft, inden det blev solgt til Microsoft i 2014.
- Det var lige præcis Minecraft, som fik sporet mig ind på gaming-ruten. I 2013 var gaming den næststørste kategori på YouTube, kun overgået af musikvideoer.
- På et tidspunkt indså vi, at det jo ikke var anderledes end dengang i 90'erne, hvor jeg så Claus Meyer på tv, og jeg hverken kunne lugte eller smage hans mad. Men det var jo stadig fantastisk underholdning.
I 2016 grundlagde han e-sports holdet Astralis, som blev solgt for mellem 75 og 112 millioner danske kroner i 2019.
Nikolaj Nyholm blev et kendt ansigt i 2024, da han deltog i investeringsprogrammet Løvens Hule på DR.
Nyholm har allerede øjne på, hvad hans næste store ambition er.
- Jeg har på et eller andet niveau en ambition om, at vi får flere store iværksætterselskaber ud af Danmark.
Han er gift med finske Niina Kurkinen og har i alt fire børn. Han skal fejre fødselsdagen ved en vens bryllup i Italien.
/ritzau/