Medicin kan sætte turbo på nedbrydelsen af PFAS i kroppen
Med kolesterolsænkende medicin er det muligt at få PFAS langt hurtigere ud af kroppen, viser dansk studie.

Med kolesterolsænkende medicin er det muligt at få PFAS langt hurtigere ud af kroppen, viser dansk studie.

Det er muligt at få PFAS ud af kroppen langt hurtigere, hvis man indtager kolesterolsænkende medicin.
Det viser ny forskning, som en gruppe forskere på Holbæk Sygehus har lavet.
Faktisk kan medicinen få mængden af PFAS i kroppen til at falde op til 20 gange så hurtigt, som hvis man ikke indtager medicinen.
Stofferne, hvoraf et af de mest kendte er PFOS, kan være skadelige for immunsystemet og øge risikoen for nyrekræft.
Det er forskernes håb, at den nye viden vil kunne hjælpe mennesker, der har et højt niveau af fluorstofferne i kroppen.
Det siger Ann Lyngberg, der er cheflæge på Holbæk Sygehus.
- Det kan være unge kvinder med meget høje niveauer af PFAS, der ønsker at blive gravide, men som ikke vil give de her stoffer videre til deres kommende barn.
- Det ville være et drømmescenarie for mig, at jeg ville kunne hjælpe dem, siger Ann Lyngberg.
Hun fik idéen til projektet, efter at hun var blevet kontaktet af medlemmer fra Korsør Kogræsser- og Naturplejeforening.
Der var forinden blevet fundet høje niveauer af PFAS i kød fra køerne. Efterfølgende blev der også påvist høje niveauer hos foreningens medlemmer.
45 af dem har deltaget i det nye studie.
Her har de fået behandling med det kolesterolsænkende middel Colestyramin.
Forsøget indebar også en kontrolperiode, hvor de ikke har fået medicin.
Med 12 ugers behandling faldt mængden af PFOS med 63 procent. I kontrolperioden af samme længde var faldet kun på tre procent.
Med medicinen gik det altså omkring 20 gange så hurtigt.
Andre PFAS-stoffer faldt med mellem 15 og 60 procent mere end uden behandling.
Ann Lyngberg forklarer, at medicinen fungerer lidt som en svamp, der suger kolesterol - og altså også PFAS - til sig i tarmen, så det ryger ud med afføringen, i stedet for at det bliver ledt tilbage til andre steder i kroppen.
Det er første gang, at man undersøger effekten af kolesterolsænkende medicin på PFAS, fortæller hun.
- På verdensplan er det her ret stort. For der er simpelthen ikke nogen, der har tænkt den her tanke før. På en måde har vi opdaget et nyt puslespil, hvor vi indtil videre kun har den første brik.
- Nu skal vi lægge resten af puslespillet. Vi skal blandt andet undersøge, om medicinen mindsker risikoen for at udvikle sygdomme, og om det kan være skadeligt at bruge medicinen til mennesker med et højt niveau af PFAS, siger Ann Lyngberg.
Fordi der fortsat mangler meget viden, kan forskerholdet endnu ikke komme med noget estimat af, hvornår en mulig behandling ville være klar.
/ritzau/