Mange økonomisk trængte forældre har ikke råd til hjemmeberedskab
Halvdelen af økonomisk trængte familier har ifølge analyse fra Røde Kors ikke mad og drikke til tre dage.

Halvdelen af økonomisk trængte familier har ifølge analyse fra Røde Kors ikke mad og drikke til tre dage.

Halvdelen af modtagerne af Røde Kors' julehjælp har ikke mad og drikke på lager til tre dage, sådan som myndighederne anbefaler.
Det viser en analyse, som Røde Kors har lavet på baggrund af svar fra 2137 modtagere af organisationens julehjælp.
I befolkningen generelt er det hver fjerde person, der ikke har nødforsyninger til tre dage.
Analysen viser ifølge beredskabschef i Røde Kors Louise K. Jühne Paulsen, at mange familier på overførselsindkomst ikke kan leve op til anbefalingerne.
- Tallene viser desværre, at anbefalingerne om hjemmeberedskab ikke er realistiske for mange familier i Danmark.
- Og flere uddyber i undersøgelsen, at de slet ikke kan se for sig, hvordan de skal kunne bygge et lager op, når de ikke kan få pengene til at række til hverdag, siger hun i en pressemeddelelse.
Modtagere af organisationens julehjælp er primært personer på overførselsindkomst med hjemmeboende børn.
Forældrene i undersøgelsen beretter om en i forvejen presset økonomi, som gør det svært at få råd til ekstra forsyninger.
- Vi har ikke engang råd til at komme igennem en måned med mad. Der er ingen luft i økonomien til forberedelse, fortæller en af respondenterne ifølge pressemeddelelsen fra Røde Kors.
Svarene viser også, at de økonomisk trængte forældre er mere bekymrede for militære konflikter og forsyningskriser end befolkningen generelt.
Det afspejler en stor usikkerhed, lyder det fra Louise K. Jühne Paulsen.
- For nogle fylder katastrofetankerne det hele. Det handler især om, at de er usikre på, hvordan de selv skal handle i en krise, og frygten for ikke at kunne passe på deres børn i en krisesituation, siger hun.
Røde Kors opfordrer til, at myndighederne er tydeligere om, hvilken hjælp økonomisk trængte familier kan få, hvis de ikke har et hjemmeberedskab.
Anbefalingerne til hjemmeberedskab blev lanceret i sommeren 2024. Udover mad og drikke anbefales borgerne også at have ekstra medicin samt en FM-radio på lager.
Spørgeskemaerne i undersøgelsen er besvaret i perioden fra september til oktober 2025.
/ritzau/