Mange får gener af populære negleprodukter - men fortsætter alligevel
Seks ud af ti melder om gener som flossede negle, kløe og smerte i undersøgelse foretaget for Miljøstyrelsen.

Seks ud af ti melder om gener som flossede negle, kløe og smerte i undersøgelse foretaget for Miljøstyrelsen.

Produkter, der bruges til at give neglene farve, glans og en hård og holdbar overflade, er populære som aldrig før.
Nogle af produkterne hærdes ved hjælp af en UV- eller LED-lampe. Men de kan samtidig give en række gener, hvis produkterne bruges forkert eller kommer i kontakt med huden.
Det viser en brugerundersøgelse, som Miljøstyrelsen har fået lavet.
Undersøgelsen viser, at hver femte kvinde - 21 procent - på 16 år og derover bruger UV- eller LED-hærdende negleprodukter derhjemme.
Blandt brugerne har 58 procent oplevet mindst én gene.
Det drejer sig især om flossede eller bløde negle. Men nogle har også oplevet kløe, smerte, rødme, hævelse, sår, revner eller negle, der løsner sig.
Trods gener fortsætter mange med at bruge produkterne.
Blandt de brugere, der har oplevet gener, svarer kun 24 procent, at de er holdt helt op med at bruge den type produkter.
Nogle UV-hærdende negleprodukter er mærket "Kun til erhvervsmæssig brug", fordi de indeholder stærkt allergifremkaldende stoffer, blandt andet akrylater.
De må kun bruges af professionelle, der kan sikre korrekt anvendelse af produkterne.
Cirka halvdelen af de brugere, der har set mærkningen, svarer, at de har brugt produkterne alligevel derhjemme.
Næsten alle brugere svarer, at de forbinder mærkningen med god holdbarhed og høj kvalitet.
Det er et problem, lyder det fra kontorchef i Miljøstyrelsen Sandi Muncrief.
- Undersøgelsen viser, at information alene ikke nødvendigvis ændrer adfærden.
- Rigtig mange fortsætter med at bruge produkterne, selv om de oplever gener, eller har set mærkningen.
- Samtidig ser vi tegn på, at mærkningen ikke altid bliver opfattet som den advarsel, den er tænkt som, siger hun.
Ikke alle akrylater skal mærkes på negleprodukter, og der er ifølge Miljøstyrelsen mistanke om, at flere af dem kan være problematiske.
Miljøstyrelsen undersøger i øjeblikket produkterne for at finde ud af, hvilke akrylater der bruges i produkterne.
- For os er det vigtigt at kortlægge, hvilke akrylater produkterne indeholder, og så kan EU vurdere behovet for regulering, siger Sandi Muncrief.
Hvis man ender med at udvikle allergi over for akrylater, kan det få konsekvenser, som rækker ud over problemer med neglene.
Så vil man senere kunne reagere på de samme stoffer for eksempel ved tandbehandling eller i medicinsk udstyr, oplyser kontorchefen.
Brugerundersøgelsen er gennemført blandt 253 kvinder på 16 år og derover, som selv påfører negleprodukter. Undersøgelsen er foretaget via Norstats Danmarkspanel i april 2026.
RITZAU