En ung mand har fredag formiddag tændt ild til sig selv foran den amerikanske ambassade på Østerbro i København.
Manden, der er 18 år og dansk statsborger, er kørt til behandling på Rigshospitalet.
Han er uden for livsfare, oplyser Københavns Politi på Twitter.
Det var ambassaden selv, der ringede til politiet og anmeldte sagen, oplyser talsperson Cynthia Brown.
Hun fortæller, at personalet reagerede øjeblikkeligt og kontaktede myndighederne. Hun vil dog ikke fortælle, hvad der rent faktisk skete.
Et øjenvidne på stedet fortæller, at der omkring klokken 11 blev fragtet en mand på en båre ud fra ambassaden.
Vidnet kunne se, at manden havde forbinding på sine ben. Han sad op på båren og kiggede rundt og var altså ved bevidsthed.
Vedkommende var lys i huden og med mørkt hår.
På stedet bliver der ifølge Berlingskes journalist talt om, at manden skal have brugt tændvæske til at tænde ild til sig selv.
Foran ambassaden er der få betjente, og stedet er ikke afspærret.

