En dommer ved Københavns Byret varetægtsfængslede fredag et nu tidligere bestyrelsesmedlem af Enhedslisten i København, som er sigtet i en voldtægtssag.
Det skrev B.T. fredag.
Manden er beskyttet af et navneforbud.
Avisen skriver, at en dommer onsdag i første omgang afviste at varetægtsfængsle manden.
Den kendelse blev kæret af anklagemyndigheden, og landsretten omstødte afgørelsen. Derfor blev han fredag atter stillet for en dommer i København.
Dommeren besluttede ifølge B.T., at manden foreløbig skal sidde varetægtsfængslet i 18 dage.
Det er uvist, hvad manden helt nøjagtigt er sigtet for, samt hvordan han forholder sig til sigtelsen.
/ritzau/