Stormen Amy, der rammer Danmark fredag aften, får også betydning for togdriften.
Det skriver Banedanmark på X.
Lyntog mellem de to største byer i Jylland, Aarhus og Aalborg, aflyses fra fredag klokken 23.00 til lørdag klokken 13.45, skriver Banedanmark.
På flere strækninger sættes hastigheden nogle steder ned til 60 kilometer i timen. Det kan give forsinkelser, lyder det.
Det er på strækningerne mellem Skanderborg og Herning og mellem Bjerringbro og Rødkærsbro samt i Vendsyssel, at hastigheden bliver sat ned.
Ændringerne fra Banedanmark kommer, efter at Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) har udsendt varsling om vindstød af stormstyrke flere steder.
Det er mellem klokken 23.00 fredag aften og lørdag klokken 14.00, at det ventes at blive meget blæsende, skriver DMI på sin hjemmeside.
Det er især ved den jyske vestkyst og lokalt på Vestsjælland, at man skal vente sig en rusketur. Her forventer DMI, at der en overgang vil være op til stormende kuling.
Også andre steder i Jylland skal man berede sig på kraftig blæst.
I andre dele af landet ventes uvejret at give en hel masse regn.
I Sønderjylland, på Fyn samt på Sjælland og øerne har DMI varslet om kraftig regn.
Meteorologerne forventer, at der kommer til at falde mellem 15 og 35 millimeter i løbet af seks timer.
Stedvis kan der falde op til mellem 40 og 60 millimeter i løbet af lørdagen.
Næsten hele landet er dækket af gul farve på DMI's hjemmeside, som viser at varslingerne om blæst og regn gælder kategori 1 - voldsomt vejr.
Bornholmerne går dog fri.
Foruden togdriften ventes biltrafikken også at blive påvirket af vejret.
Sund & Bælt har på Storebæltsbroen indført forbud mod påhængskøretøjer med en vægt på under 750 kilo, der skal gælde indtil lørdag klokken 14.
Der er risiko for, at broen bliver lukket, har Sund & Bælt også oplyst.
Den samme melding er kommet for Øresundsbroen.
/ritzau/