Lunt og solrigt forårsvejr hænger ved det meste af ugen

Mandag til torsdag byder på masser af sol og op mod 17 grader, inden weekenden bliver køligere, siger DMI.

Forårsstemning i Københavns Nordhavn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det flotte forårsvejr i Danmark ser ud til at fortsætte den kommende uge, der både ventes at byde på lune temperaturer og masser af sol.

Sådan lyder den opløftende melding fra Lars Henriksen, vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), tidligt mandag morgen.

»Hvis vi starter i dag – 2. påskedag – så ser det rigtig flot ud de fleste steder med tørt og overvejende solrigt vejr. I det østlige Danmark kan det i perioder blive lidt mere skyet, men det vil fortsat være tørt,« siger Lars Henriksen.

Temperaturen mandag kommer til at ligge mellem 12-17 grader, mens det ved kyster med pålandsvind bliver knap så lunt med mellem otte til ti grader.

Vinden bliver svag til jævn fra skiftende retninger.

Tirsdag, onsdag og torsdag bliver ikke meget anderledes med fortsat fint vejr og lignende temperaturer.

»Det ser generelt ud til at blive dage med overvejende solrigt og lunt vejr. Især i den vestlige halvdel af landet bliver det godt. Det bliver mere køligt i de østlige landsdele, fordi vi får vinden ind østfra, så der her kommer pålandsvind,« siger Lars Henriksen.

Han tilføjer, at der i løbet af dagene kan komme lidt skyer hist og pist, men at det er svært at forudsige, hvor det bliver.

Fredag begynder vinden at friske op fra en østlig retning. Det betyder, at temperaturen falder en smule til mellem 10 og 15 grader, mens det også bliver mere usikkert, hvor meget sol der kommer.

»Vi regner med, at vinden bliver frisk til hård visse steder. Der kommer også lidt flere skyer, men der vil fortsat være perioder med sol,« siger Lars Henriksen.

Han tilføjer, at det lidt mere ustadige vejr ventes at hænge ved i weekenden. Derfor er det bare med at komme ud og nyde det gode forårsvejr, mens det er her.

/ritzau/