LTF-advokat om Justitsministeriets fejl: »Dette er noget, som ikke burde kunne finde sted«

Justitsministeriet erkendte flere fejl, da det holdt Loyal to Familias advokat hen i uvished. Ifølge forsvarsadvokaten understreger forløbet, at sagen har stor »politisk PR« – og han stiller spørgsmålet: Hvem besluttede, at han skulle holdes hen?

Det var først, da den første journalist ringede, at forsvarsadvokaten Michael Juul Eriksen blev orienteret om, at hans klient – bandegrupperingen Loyal to Familia – skulle forbydes. Justitsministeriet erkender, at det var en fejl, men det understreger tilsyneladende også sagens PR-værdi. Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen undrer sig over, hvem der i Justitsministeriet besluttede at holde ham hen i det uvisse – samtidig med at flere større medier fik at vide, at der var en sag på vej mod hans klient.

Mens Justitsministeriet gav interview og udsendte pressemeddelelser til flere medier forud for nyheden om et forbud mod bandegrupperingen Loyal to Familia (LTF), arbejdede ministeriet i kulissen på at holde bandens forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen, i mørket indtil sidste øjeblik. Det skete i en større mediekoordinering mellem justitsministerens særlige rådgiver – populært kaldet »spindoktor« – og journalister fra DR og Jyllands-Posten.