København. Det skaber glæde hos lokalbefolkningen, at regeringen nu dropper sine planer om et udrejsecenter på Langeland.
Omkring 250 langelændere havde tirsdag taget turen til Christiansborg for at demonstrere mod planerne.
En af dem var Cecilia Vanman, der er butiksejer i Bagenkop. Hun er glad for, at planerne nu er blevet droppet:
- Det har været fuldstændig fantastisk at få nyheden, siger hun i telefonen fra en rasteplads på vej hjem fra demonstrationen.
- Men det er klart, at det var selvfølgelig også det, der skulle ske. Det var ikke det rigtige forslag. Så det er jeg glad for, at folk fik øjnene op for inde på Christiansborg, mener hun.
I sidste uge fortalte regeringen, at den ville oprette centret, der skulle huse 130 udviste, kriminelle udlændinge, på Langeland.
Det blev dog mødt med stor modstand lokalt og i oppositionen på Christiansborg. Også regeringens støtteparti SF var imod.
Det har betydet, at arbejdet med det nye center stopper. I stedet bliver de indtil videre boende på Kærshovedgård nær Bording og Ikast i Midtjylland.
/ritzau/