Lørdag morgen har loginløsningen NemLog-In været ramt af problemer.
Men klokken 09.15 oplyser Digitaliseringsstyrelsen til Ritzau, at løsningen virker igen.
Der arbejdes dog fortsat på at sikre stabil drift, lyder det.
NemLog-In er den it-løsning, som man bruger, når man skal logge ind med sit MitID.
Det kan eksempelvis være, hvis man vil læse sin digitale post eller tjekke sin årsopgørelse.
Fredag aften åbnede Skattestyrelsen for den tidlige adgang til at tjekke årsopgørelsen for 2025.
Lørdag sidder flere hundredetusinde borgere i kø for at se, om de skal have penge tilbage i skat eller ej.
Sidste år blev der udbetalt overskydende skat til 3,8 millioner borgere. De fik til sammen over 25 milliarder kroner, skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.
/ritzau/
