En model af kongeskibet "Dannebrog", som i de sidste 28 år har hørt hjemme i Legoland i Billund, har fået en ny ejer.

Legomodellen er onsdag blevet solgt på auktion hos Bruun Rasmussen til 60.000 kroner.

Det fremgår af auktionshusets hjemmeside.

Det er dobbelt så høj en pris, som auktionshuset havde vurderet skibet til.

Bruun Rasmussen havde vurderet skibet til en pris på mellem 20.000 og 30.000 kroner.

Legoland oplyste i starten af september i en pressemeddelelse, at man ville donere pengene fra salget til et velgørende formål.

Hvilket formål er ikke blevet offentliggjort. Det ville ske, efter at auktionen var slut, lød det dengang.

Ifølge Legoland er det første gang, at forlystelsesparken har sat en original model fra Miniland på auktion.

I Miniland er forskellige seværdigheder bygget i legoklodser i miniature.

Det gælder for eksempel Kronborg Slot og Frihedsgudinden i USA.

I juli åbnede man et område i Miniland, som gengiver Københavns Havn, og den inkluderer en ny model af det danske kongeskib.

Den opdaterede version består af 225.000 legoklodser. Den oprindelige model er bygget af cirka 25.000 klodser.

- Det er klart, at det har fået lidt patina gennem årene, men jeg synes faktisk, det er imponerende, hvor godt sådan nogle legoklodser holder - også her næsten 30 år senere, siger Jan Mouritzen, der er leder af modelafdelingen, i en pressemeddelelse.

Kongeskibet "Dannebrog", som modellen skal ligne, er officiel og privat residens for kongeparret og øvrige medlemmer af den kongelige familie, når de er på sommertogt herhjemme eller på oversøiske officielle besøg.

Skibet, der blev bygget i 1931 til 1932, bruges også til farvandsovervågning og søredningstjeneste, når det er på vandet.

RITZAU