Lægen fra »baglokalet« på jobcentret fortæller, hvad han så

Læge Preben Joffe havde i efteråret 2017 samtaler med borgere på Jobcenter Lærkevej i København – en praksis, som blev stoppet, fordi den ifølge kommunen var ulovlig. Nu fortæller Preben Joffe, at han så et system, hvor borgere bliver fastholdt i sygdom, og hvor de, der virkelig er syge, ikke får fred.

Preben Joffe har mangeårig erfaring som læge i kommunalt regi og fortæller om manglen på lægefagligt fokus i sagsbehandlingen af borgere på jobcenter med udgangspunkt i de samtaler, han havde som »lægen i baglokalet« på Jobcenter Lærkevej efteråret 2017. Celina Dahl

Læge Preben Joffe viser et foto på sin telefon af et lokale på Jobcenter Lærkevej i København. Det er lyst, den ene væg er af glas.

Her havde Preben Joffe samtaler med borgere i efteråret 2017. De var kontanthjælpsmodtagere i kommunens aktivitetsparate kategori – dem, der ikke er klar til et job, og som skal have hjælp og støtte til at blive det.