Læge og venstrefløjsaktivist Lars Hutters er død - 77 år

26. juni tabte læge, lokalpolitiker og aktivist Lars Hutters kampen til kræft, oplyser familien.

KAREN STÆHR LARS HUTTERS MEGAF
Læge og lokalpolitiker Lars Hutters er død. På billedet ses Hutters demonstrere mod de bebudede besparelser i HS, Hovedstadens Sygehusfællesskab, i 1998. Bent Midstrup/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

København. Lægen og venstrefløjspolitikeren Lars Hutters er død, 77 år gammel.

Det fremgår af en dødsannonce i Politiken.

- Vores elskede mand, far, svigerfar, morfar, læge og oprører, Lars Otto Hutters, tabte desværre kampen mod kræft, skriver familien.

Lars Hutters døde 26. juni og vil blive begravet fra Skt. Ansgar Kirke i Bredgade 2. juli med jordfæstelse på Vestre Kirkegård.

Det varme hjerte, solidariteten og det brændende engagement går igen i beskrivelsen af Lars Hutters.

Hutters blev født på en gård i Skuldelev ved Roskilde og havde fem søskende. Forældrene var katolikker.

Som ung medicinstuderende deltog han aktivt i studenteroprøret på Københavns Universitet, ligesom han i slutningen af 1960'erne ifølge Politiken var med til at formulere revolutionere kampskrifter og paroler.

Han blev uddannet læge fra Københavns Universitet og arbejdede blandt andet på Kommunehospitalet i København, som han kæmpede en hård - men forgæves - kamp for at bevare.

Han engagerede sig også i en kamp mod lukning af plejehjem.

Gennem hele sin karriere som læge var Hutters fagligt aktiv - blandt andet som fællestillidsmand på Rigshospitalet, Kommunehospitalet og Frederiksberg Hospital. I en periode var han også formand for de yngre læger i Region Hovedstaden.

"Lars Hulter til bulter" blev den gamle studenteroprører efter sigende kaldt af sine partifæller i Venstresocialisterne (VS), som han indtil 1994 repræsenterede gennem 12 år i Københavns Borgerrepræsentation.

Han lagde lægegerningen på hylden i 2011, men var stadig aktiv i en række sammenhænge.

Privat var Lars Hutters gift med Inger. Han efterlader sig tre børn og flere børnebørn.

/ritzau/