I det danske forsvar er der kun ét køn, og det er soldat. Alligevel var kvinder først velkommen i Forsvaret fra 1970erne, hvor uniformen kun fandtes i mandestørrelse, og der skulle gå mere end 30 år, fra de første kvinders indtog på de danske kaserner, til danske kvindelige soldater første gang kom i kamp.
Selvom der i mellemtiden er kommet uniformer, der passer til, at kvinder kan præstere i dem, halter Forsvaret stadig bagefter, når kvinder skal have udstyr. Og mens Forsvaret taler om problemer med lagerstyring, corona og krigen i Ukraine, efterlyser de kvindelige soldater ballistiske veste – i daglig tale skudsikre veste – som man kan have bryster i, sports-bh’er, der ikke giver vabler, og rygsække, som ikke er skabt til mænd, der måler 180 centimeter i højden.