Kunstmuseum får tre Hammershøi-malerier i gave
Den afdøde arkitekt Henning Larsen har foræret flere malerier til Statens Museum for Kunst.

Den afdøde arkitekt Henning Larsen har foræret flere malerier til Statens Museum for Kunst.

Tre værker af den berømte danske kunstmaler Vilhelm Hammershøi er flyttet ind på Statens Museum for Kunst i København.
Museet har fået de tre Hammershøi-malerier i en donation fra boet efter den afdøde arkitekt Henning Larsen.
Det skriver Statens Museum for Kunst i en pressemeddelelse.
Henning Larsens enke, Lone Backe, har testamenteret værkerne til kunstmuseet som en donation fra sin mand.
Der er tale om en "helt enestående gave", forklarer Astrid la Cour, direktør på Statens Museum for Kunst.
- Det er tre vigtige værker, og det hører til sjældenhederne at modtage Hammershøi-malerier, som er stærkt eftertragtede internationalt, siger hun i pressemeddelelsen.
I forvejen har kunstmuseet flere Hammershøi-værker i verdens største samling af den danske kunstmaler.
De tre nye malerier kommer til at "nuancere og berige" den hidtidige samling, lyder det fra direktøren.
Donationen består af maleriet "Unge ege" fra 1907, "To lys på et bord" fra omkring 1901 og et maleri fra 1911 med titlen "Stue. Fløjdørene står åbne ind til et bagved liggende værelse med et lukket klaver".
Foruden Hammershøi-malerierne har Statens Museum for Kunst også modtaget maleriet "Opstilling" fra 1937 af Vilhelm Lundstrøm.
Efterspørgslen på værker af Vilhelm Hammershøi er ikke til at tage fejl af.
Og flere er villige til at betale millioner for dem.
I maj 2023 blev maleriet "Interiør. Musikværelset, Strandgade 30" af den danske kunstmaler solgt for omkring 62,8 millioner kroner i New York.
I sommeren 2024 blev landskabsmaleriet "Landskab, udsigt fra Lejre" solgt for 660.000 engelske pund - svarende til 5,3 millioner kroner - på en auktion hos Sotheby's i London.
Hammershøi levede fra 1864 til 1916 og er verdenskendt for sine enkle og genkendelige motiver som en stue, et vindue, en dør eller en kvinde set fra ryggen.
Vilhelm Hammershøi er blandt de vigtigste kunstnere fra perioden omkring år 1900, og han er en af de mest berømte danske malere internationalt. Interessen for hans værker har været støt stigende de seneste årtier
/ritzau/