Kunder må se langt efter black friday-tilbud på populære varer

De mest populære varer kan også være de vanskeligste at få fat i for butikkerne. Derfor er de ikke på tilbud.

Flere butikker reklamerer med rabatter i forbindelse med black friday, men en række populære varer er der ikke tilbud på. Her ses et butiksvindue fra Elgiganten. (Arkivfoto) Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

København. Mange butikker har op til black friday reklameret med store rabatter på en lang række varer.

Men inden for nogle specifikke varegrupper har forbrugerne måttet kigge langt efter tilbuddene. Der har nemlig været udsolgt eller været mangel på varerne.

Hos Power, der er en kæde af elektronikvarehuse, har det været svært at følge med efterspørgslen på eksempelvis fjernsyn og den nye PlayStation 5.

- Det er i stor grad de mest populære varer, vi har vanskeligt ved at få fat i.

- Det skyldes, at vi ikke har de normale leverancer fra leverandørerne på de her produktgrupper, siger Jesper Boysen, administrerende direktør i Power.

Situationen er kort fortalt en effekt af coronapandemien. Under pandemien har forbrugerne købt flere varer som eksempelvis fjernsyn og telefoner.

På grund af det store forbrug har det været svært at følge med efterspørgslen i både transportsektoren og i den sektor, der producerer komponenter til brug i elektroniske produkter.

Det har resulteret i, at kæder som Power har haft svært ved eller slet ikke har kunnet få leveret enkelte varer hjem til deres butikker.

Power er ikke ene om at stå i den situation. Også Elgiganten har været ramt op til black friday.

- Vi har heldigvis et rigtig bredt sortiment, og det gør, at vi kan tilfredsstille de fleste kunders efterspørgsel.

- Men det er klart, at der kan være enkelte farver eller modeller, som kan være vanskelige at få fat i, siger Peder Stedal, administrerende direktør i Elgiganten.

På trods af forsyningsproblemerne for enkelte varer har Elgiganten oplevet en generelt god efterspørgsel op til black friday.

Det samme har Power, som forventer at komme tæt på sidste års rekordhøje salg.

- Vi tyvstartede allerede torsdag i sidste uge med et liveshopping-show. Det er i hvert fald blevet kvitteret af vores kunder.

- Vi ser, at der fortsat er en enorm interesse for at købe elektronik, og det er vi selvfølgelig glade for, siger Jesper Boysen fra Power.

Foreløbig er 2017 det år, hvor der er omsat for flest penge på black friday. Her blev der alene brugt for 2,11 milliarder kroner.

De seneste år har der dog været en tendens til, at black friday er udvidet til flere dage.

Det kan have spredt forbruget ud over mere end bare én dag.

/ritzau/