Nye kongelige mønter, der er blevet præsenteret tirsdag, er allerede at finde i kasseapparaterne i en Netto-butik i det østjyske og i en på Sjælland.
Det skriver værdihåndteringsselskabet Nokas, som står for at køre mønterne fra Nationalbanken ud til butikker i hele landet.
Nokas oplyser til Ritzau, at de har uddelt mønterne til flere butikker siden morgenstunden tirsdag.
Men lige præcis Netto på Kornmarksvej 27 i Brøndby og Netto på Brombærvej 1 i Harlev har Nokas haft en særlig aftale med.
Det betyder, at de nye mønter allerede er at finde i kasseapparaterne og derfor potentielt er tilgængelige for kunder, der skal have kontanter tilbage.
Andre butikker, der har modtaget mønterne tirsdag, kan have låst dem inde, indtil de har tømt deres kassebeholdning og skal have fyldt op med flere mønter - og dermed de nye.
De nye mønter er blevet designet og produceret i kølvandet på tronskiftet i 2024.
Et tronskifte betyder nemlig, at der skal laves nye mønter, hvorpå den siddende regent er portrætteret.
Derfor blev et større produktionsapparat også sat i gang i Nationalbanken, da dronning Margrethe brugte sin nytårstale i 2023 til at meddele den danske befolkning, at hun ville overdrage tronen til sin søn.
På forsiden af de nye 20- og 10-kroner er et portræt af kongen, som er lavet af billedkunstner Eva Hjort. På bagsiden er skjoldet og kronen fra kongevåbenet.
På de nye 5-, 2- og 1-kronemønter kan man se et helt nyt ikon, som ikke er anvendt på danske mønter før.
Der er tale om en ottekant, som symboliserer formen på Amalienborg Slotsplads.
Ottekanten gentages fire gange for de fire palæer og forbindes til en form.
Det refererer ifølge designchef i Nationalbanken Jeanette Skov Jensen til Amalienborg og slotspladsen "som samlingspunkt for kongehuset og befolkningen".
Hun står bag designet på de nye mønter, som er en fortsættelse af den eksisterende møntrække og har samme størrelser, udformning og materialer.
Opgaven med at fremstille de nye mønter tilhører spanske Real Casa de La Moneda. Tidligere lå den opgave hos finske Mint of Finland.
Real Casa de La Moneda står i forvejen for at producere mønter for flere andre lande. Det gælder blandt andet Spaniens egne euromønter.
/ritzau/
