Kulturelt betoneksperiment over Øresund runder skarpt hjørne

Det blev kaldt et eksperiment, da Øresundsforbindelsen åbnede i juli 2000. Onsdag har broen 20-års jubilæum.

Broen er født med en særlig finansieringsform. Den og landanlæggene er bygget for lånte penge, som skal tilbagebetales. I praksis vil hele forbindelsen være betalt tilbage i 2050. (Arkivfoto) Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

København. To tog blev koblet sammen, og ud steg Danmark og Sveriges royale overhoveder, dronning Margrethe og kong Carl Gustaf.

De smilede og hilste på hinanden.

Således blev Øresundsforbindelsen indviet for 20 år siden - 1. juli 2000 - og på DR1 proklamerede studieværterne, at "det må siges at være et historisk øjeblik".

Et "folkeligt, politisk, økonomisk og kulturelt eksperiment" var sat i gang, skrev selskabet bag i en pressemeddelelse.

Idéen om en forbindelse over Øresund er gammel, men i marts 1991 underskrev Danmark og Sverige en aftale om en fast forbindelse over sundet.

Ni år senere stod broen klar.

Ifølge Kaj V. Holm, som er viceadministrerende direktør og finansdirektør i Øresundsbro Konsortiet, gik det dog ikke som forventet de første år.

Trafiktallene levede ikke op til forventningen.

- Jeg glemmer aldrig en artikel i et af de svenske formiddagsblade, hvor de havde kørt en tur over broen. Det betegnede de som en "enestående vildmarksoplevelse". Den sved godt nok, mindes Kaj V. Holm.

Siden kom der gang i hjulene.

I 2001 - broens første hele kalenderår - kørte cirka 2,9 millioner køretøjer over Øresundsbroen.

I 2019 lå tallet på 7,4 millioner køretøjer.

Kaj V. Holm er ikke i tvivl om, at broen har haft stor betydning for de to landes forhold - mestendels positivt.

Den har været med til at skabe folkelig opbakning til Øresundsregionen, mener han.

Den betragtning er Johan Wessman enig i.

Han er administrerende direktør og chefredaktør på Øresundsinstituttet, som er et dansk-svensk videncenter med fokus på Øresundsregionen.

- Broen og Øresundsregionen er på 20 år gået fra at være meget omdiskuteret til at være en hverdagsregion, som mange naturligt bevæger sig gennem hver dag.

Desuden har broen skabt stor bevægelse på tværs af landene, også blandt virksomheder, påpeger Johan Wessman.

Jubilæet fejres blandt andet med en minikoncert med Lukas Graham i en af broens fire 203,5 meter høje pyloner.

Koncerten sendes live på Øresundsbroens hjemmeside og Facebook-side onsdag klokken 20.

/ritzau/