Revygenren skal også ned i børnehøjde.

Det er ambitionen bag Børnerevyen, som ifølge holdet bag det nye koncept, der får premiere på teatret Aveny-T på Frederiksberg 27. august i år, skal være en tilbagevendende tradition.

- Med Børnerevyen 2026 vil vi give børn et første møde med revyen og samtidig skabe et rum, hvor de kan opleve, reflektere og tage stilling, lyder det i en pressemeddelelse udsendt af Have Kommunikationen.

Med afsæt i den danske revytradition byder Børnerevyen 2026 på "gakket legesyge, genkendelige situationer og hjertevarm satire".

Aktuelle temaer som klima, demokrati, USA's præsident, Donald Trump, og børns hverdag - herunder skole, læring, mobning, leg og familie - bliver foldet ud i en række sketcher, lyder det om forestillingen.

Det er skuespilleren Laus Høybye, som i begyndelsen af 90'erne spillede Krumme i de første filmatiseringer af Thøger Birkelands børnebøger om familien Krumborg, der sammen med Rikke Bilde og Kristian Holm Joensen går på scenen i Børnerevyen 2026.

Revyen har også en vært i skikkelse af Julie Kaya Ahnfelt-Rønne, mens musikken bliver fremført af Magnus Snorre Engelbrechtsen.

Sketcherne er blandt andre skrevet af tekstforfatterduoen Vase & Fuglsang, som står bag omkring 600 revynumre. Blandt andet "Klar snak (Perlemor)", som Ulf Pilgaard fremførte i 2009-udgaven af Cirkusrevyen i en parodi på den daværende politidirektør i København, Hanne Bech Hansen.

Ifølge holdet bag kombinerer Børnerevyen 2026 "underholdning med refleksion og skaber et fælles rum, hvor børn kan føle sig set, hørt og taget alvorligt".

Holdet har under udviklingen af revyen besøgt flere skoler, hvor elever fra 1. til 5. klasse har givet feedback på forskellige numre.

Det har "været med til at give en god fornemmelse af målgruppen", lyder det i pressemeddelelsen.

Efter spilleperioden på teatret Aveny-T rykker Børnerevyen 2026 fra den 19. september til Græsted i Nordsjælland.

Ifølge Danmarks Nationalleksikon dukkede revygenren op i Danmark i slutningen af 1800-tallet.

RITZAU