Kronprins Christian udnævnes torsdag den 11. juni til sekondløjtnant.

Det sker på Gardehusarkasernen i Slagelse.

Det fremgår af kongehusets officielle kalender.

Ifølge TV2 Øst er en sekondløjtnant den laveste militære officersgrad i Hæren og Flyvevåbnet.

Kronprinsens forældre, kong Frederik og dronning Mary, deltager, når den 20-årige tronarving udnævnes.

I februar 2025 begyndte kronprins Christian som værnepligtig ved Gardehusarregimentet i Slagelse.

Den 11. august 2025 begyndte han på løjtnantsuddannelsen.

I forlængelse af løjtnantsuddannelsen skal kronprinsen gøre tjeneste ved Den Kongelige Livgarde som delingsfører på Garderkasernen i Høvelte i Nordsjælland.

Kronprinsens 19-årige lillesøster, prinsesse Isabella, går til august i sin storebrors fodspor og begynder at aftjene 11 måneders værnepligt ved netop Gardehusarregimentet i Slagelse.

Det sker, efter at hun ganske snart får sin studentereksamen fra Øregård Gymnasium i Hellerup.

Prinsesse Isabella, som er den anden i arvefølgen, bliver blandt de første til at indgå i aftjeningen af 11 måneders værnepligt.

Med forsvarsforliget for 2024-2033 blev et bredt flertal i Folketinget enige om, at værnepligten skal forlænges til 11 måneder.

Tjenestetiden består af fem måneders basisuddannelse og seks måneders operativ tjeneste.

Værnepligten i Den Kongelige Livgarde og Gardehusarregimentets Hesteskadron er dog blevet forlænget til 12 måneder, mens Beredskabsstyrelsens værnepligtsuddannelse fastholdes på ni måneder.

Hidtil var værnepligten typisk på fire måneder i de fleste forløb.

Alle uanset køn får i dag automatisk en indkaldelse til Forsvarets Dag, når de fylder 18 år.

Der er tradition for, at kongefamiliens medlemmer tilbringer en periode af deres liv i Forsvaret.

Prinsesse Isabella og kronprins Christians far, kong Frederik, har også været tilknyttet Gardehusarregimentet.

/ritzau/